Menneskelivets Betingethed

af Broder Kim

Gud ene er uden årsag. For en Gud, der virkeligt eksisterer, kan ikke være et produkt af menneskets forestillingsevne. Hvis Gud er betinget af menneskets tanker, så er alt håb om frelse ude for os. Selv Buddha bekræftede eksistensen af noget ubetinget. Han sagde:

Munke, der er noget, der ikke er født, ikke er skabt, ikke er under udvikling, noget der er usammensat. Munke, hvis der ikke var noget der ikke er født, ikke er skabt, ikke under udvikling, noget der er usammensat, ville der ikke findes redning fra det, der er født, skabt, under udvikling og sammensat. Men fordi, munke, der er noget, der ikke er født, ikke er skabt, ikke under udvikling, noget der er usammensat, findes der redning fra det, der er født, skabt, under udvikling og sammensat (Udana 80-81).

Det påstås ofte, at Buddha afviste eksistensen af Gud. Men i denne pålidelige gamle tekst, bekræfter han ikke blot eksistensen af en skaber og en skabning, han skelner korrekt imellem dem. I et trefoldigt bekræftende udsagn deklarerer han, at uden den uskabte ville det skabte være uden håb om frelse. Logikken er at frelsen ville være udefineret, hvis den blot blev opfattet som en ren flugt uden mål. Når det samtidig forstås, at den ufødte omtalt af Buddha er den endnu ikke inkarnerede Kristus, så siger den buddhistiske tekst i princippet det samme som Paulus i sit brev til Kolossenserne:

Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham (Kolossenserbrevet 1:15).

Der er en ufødt, ikke-skabt, ikke aspirerende - nemlig Kristus, der som Faderen er evig Gud og medskaber af alting. Kristus er begyndelsen til alting og altings endemål. Han er ikke i nogen fremadskridende evolutionær proces imod højere eksistenser eller bevidsthedsniveauer. Kristus er den udpegede arving til alting uden gerninger.

Er Gud Lidelsens Årsag?

Buddha følte nogen vrede mod Skaberen på grund af skabningens lidelser. Et kendt medlem fra Sanghaen i Thailand har endda udtrykt, at den almægtige Gud må have været uvidende (Avijja), da han skabte verden. Hvis han havde vidst, hvilken kaos af lidelse han ville forårsage, burde han ikke have skabt den. Vi undskylder naturligvis dette uvidende angreb på den ærværdige kristne tro, specielt spotten af den alvidende Gud som uvidende, hvilket selv Kristus lovede at tilgive (Matthæus 12:31-32). For mange andre har i tidens løb tvivlet på Guds godhed og magt i lyset af den lidende skabning. Dette problem er blevet adresseret af kristne på en mere respektfuld måde under navnet Theodicy. Skaberen er ikke syndens og lidelsens ophav. De nuværende omstændigheder er ikke ordineret efter Guds gode vilje. Derimod skyldes megen lidelse mennesket direkte opposition imod Gud, som skabte alting vel (1. Mosebog 1:31).

Guds skaberværk var godt fra begyndelsen. Men da Gud plantede træet om kundskaben om godt og ondt i Edens have (1. Mosebog 2:15-17), tog han en risiko. Han skabte mennesket til fællesskab med sig selv og til at leve for evigt med ham. Men hvis mennesket overtrådte hans eneste forbud om ikke at spise fra det træ, ville det betyde både megen lidelse og død, ikke blot for mennesket, men for hele skabningen (Romerbrevet 8:22). Endnu inden det første menneske overtrådte Guds bud, kendte Gud konsekvensen af den risiko, han havde taget. Han er aldrig flygtet fra sit universelle ansvar. Alting i himlen og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder, kommer af Ham (Kolossenserbrevet 1:16). Der findes ikke noget som er blevet til udenfor hans domæne og ansvarsområde (Johannesevangeliet 1:2). Derfor var skabningens ophav, den ufødte Kristus selv nødt til at blive født ind i selve skabningen som mennesket Jesus af Israel for at føle dens lidelser på sin egen krop. Dette skete for at løskøbe den fra alt det ondes evige konsekvens og for at forsone enhver, der tror på ham, med sig selv påny. Det skyldtes kun et menneskes ulydighed, at alting blev underlagt ubestandigheden, så derfor forsones også alle gennem denne enes lydighed indtil døden på et kors (Romerbrevet 5:12-16).

På den baggrund er det let at forstå, hvorfor menneskesjælen i sig selv ikke bør anskues som udødelig. Livet er betinget af adgangen til livets kilde. Men siden vores første forfædre var ulydige mod Guds simple bud, blev hele menneskeheden adskilt fra at kende Gud sin skaber (1. Mosebog 3:22-24). For os eksisterer Gud i et for alle mennesker utilgængeligt lys, som ingen intellektuel proces eller religiøs teknik kan bringe os tilbage i kontakt med (1. Timotheus 6:16). Uden at kende denne ene udødelige Gud er ælde, sygdom og død, og evig adskillelse fra livets kilde vores eneste sande forventning om fremtiden (Romerbrevet 5:14). At kende Guds Søn er derimod betingelsen for evigt liv (1. John 5:12). Siden Guds ubetingede kærlighed i Kristus derfor er vores eneste håb, er det irrelevant at gøre sig spekulationer om, hvem der har skabt Gud. Det er derimod meningsfyldt at meditere over Guds inderlige kærlighed. Den er ikke betinget af, hvem eller hvad jeg er som menneske. Menneskers kærlighed er betinget af gensidighed, men Guds kærlighed udspringer direkte fra Guds karakter.

Ubestandighedens årsag

Lidelsen (Dukkha) er derfor slet ikke tilværelsens essentielle problem. Det er ubestandigheden (Anicca), som skyldes adskillelsen fra livets kilde, som er Gud selv. Der er ingen oprindelige fejltagelser i Guds skabelse (1. Mosebog 1:31). Mennesket er skabt med muligheden for at føle smerte med et formål. Hvordan kunne livet ellers finde mening og form uden smertens realitet? Det er nemlig smerten, der sætter grænserne for menneskers udfoldelse. Derimod er vi ikke skabt til at gøre hinanden ondt og påføre hinanden lidelse. Så både lidelsens og ubestandighedens årsag ligger i adskillelsen fra Gud. Siden kun Gud er ubetinget udødelig (1. Timotheus 6:16), følger det logisk at menneskelivet er midlertidigt. Siden vore første menneskelige forfædre for at opretholde livet var nødt til at spise af livets træ, som ikke er i mennesket men uden for mennesket, så følger det, at det evige liv ikke er iboende mennesket, som det er (1. Mosebog 2:8). Det liv, som Gud indblæste mennesket ved skabelsen (1. Mosebog 2:7), varer et stykke tid, men når det liv uddør er der ikke længere noget håb om nyt (1. Mosebog 3:22). Derfor blev udelukkelsen fra at spise af livets træ en naturlig parallel til adskillelsen fra Gud, den eneste besidder af udødeligt liv. Lidelsen tager altså sin begyndelse i menneskets adskillelse fra livets kilde i Gud. Dette er begyndelsen til den nye årsagskæde (Paticcasamuppada): Adskilt fra livets kilde i Gud….

Mennesket er skabt med behov

Nu er mennesket skabt med behov fra Guds hånd af, ikke bare med behovet for at spise af livets træ, men med en række behov: I korthed behøver mennesket mad og bolig, at arbejde og hvile, og fællesskab (1. Mosebog 2:9, 15 & 18). Gud skabte mennesket med en række behov, men forsynede dem også gennem sin skabning. Det er dette faktum, der gør menneskelivet meningsfuldt. Mennesket kan ikke bare trække sig tilbage ind i sig selv. I stedet er det nødt til at række ud til omgivelserne for at finde opfyldelsen af sine behov fra Guds forsyning. I fortsat samkvem med Skaberen ville denne høst af forsyninger aldrig have forårsaget nogle problemer. Men adskilt fra Guds omsorgsfulde undervisning kom menneskeslægten i ubalance med hensyn til tilfredsstillelsen menneskers begær og Guds rigelige forsyninger gennem skabningen. Denne divergens koster lidelse på grund af indbyrdes kampe og mangel på ansvarlig solidaritet.

Af denne forklaring forstår vi nu, at der er en sammenhæng mellem behov og begær. Selvisk begær er fremmedgjorte behov.. Alle kender frygten for ikke at få sine behov opfyldt og griber derefter ud efter mere end, der er nødvendigt. Og hvis overopfyldelse på et område i ens liv søges, kan det simpelthen skyldes en søgen efter kompensation for umødte behov på andre områder. Det originale menneske, som blev skabt som en person i en personlig Guds billede (1. Mosebog 1:27), blev gennem fremmedgørelsen fra Gud forvrænget og blev til et falsk selv karakteriseret af selviske begær. Det er sådan en irreversibel tilstand af det adskilte menneskes syndfulde natur, der gør det umuligt at vende tilbage til den originale tilstand, selvom alle ens behov på en eller anden måde skulle blive mødt. Apostlen Paulus erfarede, at det endog kan være vanskeligt at gøre de gode gerninger, som man kunne ønske sig (Romerbrevet 7:14-18). Det er den nøjagtig samme erfaring, der fik Siddharta Buddha til at afvise det individuelle selv (Anatta), som på Sanskrit hedder Atman, som identisk med Gud (Brahma). For hvordan kan et selv, som er bundet af lænker og ikke i stand til at følge sin egen vilje, være Gud? Dette er derfor fortsættelsen af den nye årsagssammenhæng: Adskilt fra livets kilde i Gud, som alene er ubetinget udødelig, forvandledes de umødte menneskelige behov sig til selviske begær.

Onde tanker og onde handlinger

Når begær og overdrevene forventninger ikke bliver mødt, så fødes der onde tanker i hjertet, der igen fører til vrede og aggression. Det er logisk. Men det er også den klare Lære fra Jesus Kristus, som altid talte om hjertets tanker og kun undtagelsesvis om synden. Ifølge ham udgår fra hjertet onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falske vidnesbyrd og bespottelser (Matthæus 15:18-19). Som påvist af Ordet fra Jesus følger ugerninger af onde tanker i hjertet. Nu er det ikke sådan at alle onde gerninger går så vidt som til at bryde de 10 Bud, men der er varierende onde gerninger, som følger af had, lyst, materialisme og manipulerende løgne i hjertet. Den årsagsmæssige sammenhæng er, at som følge af umødte menneskelige behov, føder selviske begær onde tanker i hjertet af alle mennesker, hvoraf følger ødelæggende ugerninger af kroppen og tungen. Sådanne betragtninger skulle være ganske familiære for buddhister, som under navnet de tre lænker (eller de tre gifte) - uvidenhed, begær og had, med en sådan terminologi simplificerer forklaringen af lidelsens oprindelse. Denne terminologi skulle heller ikke være ubekendt for bibelske kristne. For specielt apostlen Paulus udtrykker sig selv med fuldstændig parallelle termer i Titusbrevet 3:3.

Reinkarneret synd

Når onde handlinger gentages bliver de til vanemæssig synd. Jesus Sagde: "Jeg siger jer sandheden. Enhver som gør synden, er syndes træl" (Johannes 8:34). Sådan kunne endog beskrives som reinkarneret synd. For eksempel hvis et menneske er blevet afhængig af at ryge, så bliver han en slave af nikotinen. Det begynder med en opvågning af kræven efter røg; når rygeren derefter adlyder denne kræven, så dør den for en tid; men snart efter fødes denne kræven påny. Cirklen af fødsel, død og genfødsel har en naturlig plads i den menneskelige erfaring af vanemæssig synd. Derimod har transcendente forklaringer ud over døden intet at gøre med menneskelig erfaring. Det drejer sig om en hinduistisk trosopfattelse, der bygger på visse menneskelige fakta, men som gennem falsk deduktion er bragt ud over dens naturlige gyldighedsområde. Den nye årsagskæde fortsætter derfor: Fra en ond gerning til vanemæssige onde gerninger.

Synd, lidelse og død

Kristus måtte afvige en smule fra buddhister med at diagnosticere menneskeslægtens essentielle problem som ubestandigheden fremfor lidelsen. Men faktum er, at det er onde gerninger (synd), der fører til både lidelse og død. Af den grund er både menneskeslægtens synd og lidelse vigtige sager for Kristus or hans folk. Synden, lidelsen og døden er kædet sammen gennem kausale strukturer. Synden leder til lidelse og død for en selv og/eller andre. Hvis ikke der var nogen, der led på grund af synden, så ville der ikke være nogen grund til at bekymre sig om den. Men udover at skade en selv eller andre gør synden også vold på Gud vor Skabers retfærdige natur. Dødens alvor er derfor specielt presserende. For som allerede forklaret ovenfor begynder dødsprocessen allerede i solidaritet med vore første forfædre. Uden genopfyldning fra Gud, som er den ultimative kilde til livet, bliver menneskets midlertidige natur snart stillet til skue. Her er livet ikke er fair. Selv den, der stræber efter hellighed og gode gerninger, kan ikke overkomme dødens problem (Romerbrevet 5:12a & 14).

Så er synden ikke dødens ultimative årsag, men det er den praktiske årsag på grund af fremmedgjortheden, der omdannede menneskers behov til selviskhed o.s.v. Så når mennesket synder, bliver den begrænsede ressource af liv ødelagt og brugt op med en stadig højere hastighed. Alles sikre død nærmer sig hastigt på grund af denne verdens stadige frafald fra Gud. Apostlen Paulus skriver, at syndens resultat er døden (Romerbrevet 6:26). Den nye årsagskæde forklarer derfor, at vanemæssige onde gerninger resulterer i både lidelse og endelig død. Det skal dertil tilføjes, at dem der lever lovløst ikke skal slippe uden om Guds dom og forlegenhed. Apostlen Paulus skriver, at som du sår, skal du også høste (Galaterbrevet 6:8). Lad os derfor klart redegøre for, hvilken slags død, vi taler om fra Herren Jesus Kristi perspektiv. Døden er en universel realitet, som gælder for alle mennesker. For livet består ikke gennem fødsel og genfødsel i en evig cirkel. Liv kan ikke følge af død. Liv følger af liv. Uden adgang til livets kilde, som er Gud, er menneskets død endelig. Det resulterer i evig adskillelse fra livet hos Gud.

Opsummering af den nye årsagskæde

Hvad er da ubestandighedens årsag? Svaret findes i den nye årsagskæde ifølge oplysningen fra Jesus Kristus og Bibelens hellige skrifter: Adskilt fra livets kilde i Gud, som alene er ubetinget udødelig, fordrejedes de umødte menneskelige behov sig til selviske begær, hvilket gav anledning til onde tanker i alles hjerter og følgelig ødelæggende ugerninger af legemet og tungen; fra en ond gerning til vanemæssige onde gerninger, resulterende i både lidelse og endelig død - ultimativt, evig adskillelse fra livet med Gud.