af
Broder Kim
Gud har aldrig lovet fred
til verden, som den nu er uden ham. Julens håb, d.v.s. fejringen af Jesu fødsel
på jord, handler ikke om nogen endelig fred blandt jordiske mennesker. Men med
Jesu Kristi komme bebudedes der fred i mennesker med Guds velbehag (Lukas
2:14). Det er derfor også blevet til en god højtid, hvor der tænkes på fred med
andre. Budskabet om Jesu Kristi fødsel har imidlertid ikke meget med julemænd
og materialistiske orgier at gøre. I gamle dage holdtes den strengt som en fest
inden for familien, men selv den side af sagen er i stærkt forfald, når vestens
unge efterhånden bare går og venter på at gå på diskotek. Julen, som den fejres
i dag, egner sig derfor slet ikke til at adopteres som en såkaldt kristen
højtid rundt om i ikke-kristne kulturer. Den har i hvert fald ikke meget med
Jesu Kristi fødselsdag at gøre.
Fred med Gud
Fred har primært med vores
forhold til Gud at gøre. I Kristus har vi fred med Gud, fordi Gud ved Jesu
Kristi offer tilgav os vores synder. "Så nu, hvis du og jeg er i Kristus
Jesus, er vi, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. Han er vor
fred" (Efeserbrevet 2:13-14a). Frelsen udgik ganske vist fra jøderne, men
i Kristus blev barriererne mellem jøder og grækere brudt ned for, at Gud ud af
de to kunne skabe sig et nyt menneske. Det drejer sig naturligvis ikke bare om
disse to Bibelske folk. Apostlen Paulus bruger bare et konkret eksempel. I et
andet tilfælde skriver han, at "her kommer det ikke an på at være græker
og jøde, barbar eller skyte, men Kristus er alt og i alle."
(Kolossenserbrevet 3,11). I Kristus er der ligeværdighed fremfor Gud for alverdens
folk. I Kristus er der ingen plads til nogen form for misforstået nationalisme
eller racisme. Når der nu kun er en menneskeslægt, så er der ikke nogen
fornuftig grund til at forsøge at bevare racerne rene. Der kan heller aldrig
blive tale om at acceptere kastesystemer. Hvordan kan der blive fred i verden,
hvis nationer, racer og kaster ligger i splid med hinanden?
Lighed mellem nationerne
Lighed mellem nationerne har
alt at gøre med, hvordan vi forstår Kristi internationale mission til alverdens
folk. Ganske vist er hans disciple betroet opgaven at gå ud til alverdens folk
med budskabet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde, men forsoningen med Gud
vor Skaber har med hvert enkelt folk at gøre. Det forstod Martin Luther, den
store reformator, der prædikede hvert enkelt menneskes direkte adgang til Gud
Faderen ved Jesus Kristus (Efeserbrevet 2:17-18) i modsætning til den
romersk-katolske kirke, der mente, at frelsen gik igennem kirken. Men kirkens
latin blev snart udskiftet med tysk. Det er også af denne årsag, at Kristi
Kirke på jord er fast besluttet på, at Bibelens Hellige Skrifter skal
oversættes til ethvert sprog, uanset hvor lille en etnisk gruppe, der måtte
være tale om. Den romersk-katolske kirke kan godt få lov til at være
romerkirke, men al krav om universel myndighed er ganske udelukket. Måske kunne
det være midlertidigt nødvendigt, men intet folk skal i længden have sin adgang
til Gud vor fælles Skaber gennem et andet folk.
I sin undervisning om
forholdet mellem de forskellige sociale lag kom apostlen Paulus naturligvis til
at tage højde for slavevæsenet i Romerriget. Han skrev: "Her kommer det
ikke an på at være træl eller fri, eller på at være mand og kvinde, for I er
alle én i Kristus Jesus" (Galaterbrevet 3:28). Den romerske magt gik ikke
sådan lige uden videre med til at frigive slaverne. Men i Kristus måtte der
ikke gøres forskel mellem folk. Der er ligeværdighed imellem mennesker i
Kristus. Dog skulle slaverne lyde deres jordiske herrer (Efeserbrevet 6:5). Men
det var klart, at et sådant uretmæssigt system ikke kunne opretholdes i
længden.
Det ser heldigvis meget
anderledes ud i dag, men princippet er det samme. Der skal tages hensyn til
alle samfundslag. Samfundet skulle ikke gerne organiseres som en krig om, hvem
der kan tilrane sig mest. Tværtimod er det et fælles ansvar at sørge for, at
alles behov kan mødes på en ordentlig måde, specielt de svageste med dårlig
indtjeningsmulighed. I Kristus er der ingen klassekamp. Kun står
arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og lønmodtagernes ret til
at organisere sig fast. Men hvordan kan en kamp om værdierne undgås, når det
stadig tillades, at der udvikler sig enorme sociale uligheder rundt omkring i
verden?
Ligeværdighed i hjemmet
Det gamle kinesiske princip
for harmoni i hjemmet tog sit udgangspunkt i to forhold. Hustruen skulle
underordne sig manden, og manden skulle sørge for hendes behov. Princippet er
klart. Der kan aldrig blive nogen fred i et hjem, som hærges af magtkampe
mellem kønnene. Bibelens Hellige Skrifter underviser nøjagtig det samme gennem
apostlen Paulus (Efeserbrevet 6:22-24). Imidlertid har tiderne budt på megen
mandlig magtmisbrug, også inden for hjemmets rammer. Og mens al tale om mandlig
autoritet er blevet et tabuemne, opereres der uhæmmet ud fra skjulte
feministiske agendaer i hjemmet. Så for menneskers hårde hjerters skyld er det
næsten blevet umuligt at forfægte den oprindelige ordning (Matthæus 19:8). Det
eneste der med sikkerhed kan slås fast er, at der i Kristus er ligeværdighed
mellem kønnene, jf. ovenfor (Galaterbrevet 3:28), og at en kristen familie bør
leve i indbyrdes kærlighed. Jesus sagde til sine disciple, at de skulle elske
hinanden, som han har elsket dem (Johannes 13:34-35). Dette bud gælder for både
mand og kvinde i det kristne ægteskab. Og ingen af parterne må under nogen
omstændigheder udsættes for uvilkårlig psykologisk eller fysisk vold. Men hvis
man ikke kan lægge de skjulte agendaer til side og blive enige om, hvem der
skal bestemme på et oplyst grundlag, hvordan kan et hus så bestå? Og hvordan
kan et samfund bestå, hvis dets fundament systematisk brydes ned?
Menneskerettigheder
Der bliver ingen retfærdig
og varig fred, uden at menneskerettighederne respekteres. Personligt mener jeg,
at freden styrkes, når mennesker sikres trosfrihed, forsamlingsfrihed og
ytringsfrihed. Religionerne kan ikke gøre krav på at eje mennesker. Er
mennesker til for religionernes skyld? Ethvert menneske bør gives lov til at
tage sin egen velovervejede beslutning om sit religiøse tilhørsforhold. Men jeg
vil på det kraftigste advare mod enhver form for overfladisk konvertering til
kristendommen. Det drejer sig overhovedet ikke om en misforstået vestlig
orientering. En sådan kunne da hurtigt blive til en indgang for alskens
ugudelighed. Det handler om efterfølgelse af Jesus Kristus, som ikke selv er
vesterlænding.
Dernæst skal privatlivets
fred respekteres. Mennesker skal have lov til at samles om sine egne verdslige
og åndelige interesser uden overvågning og indblanding i deres rimelige
affærer. Det betyder naturligvis ikke, at der skal være fri ret for
selvbestaltede guder til at udnytte mennesker med underlødig religion. Det er
ikke de religiøse lederes frihedsrettigheder, det drejer sig om at forsvare,
men almindelige mennesker. Samfundet har derfor en vis ret til indsigt med,
hvad der foregår i religiøse institutioner. Men der bør ikke være tale om
direkte kontrol eller myndighedsudøvelse. Åbenbaringen fra Bibelens Hellige
Skrifter lærer os, at der bør være behørig adskillelse af den offentlige og den
religiøse myndighed. I Israel indsatte Gud selv en stamme som præster og en
anden som kongemyndighed. Budskabet er soleklart. Den totale magt må aldrig
samles på en hånd, hvad enten denne hånd er verdslig eller religiøs. Enhver
forsøg på at etablere et religiøst fundamentalistisk styre, uanset religion
eller ideologi, bør konsekvent afvises.
Endelig bør et samfund kunne
give plads til ytringsfrihed i det offentlige rum af politiske, kommercielle,
faglige og religiøse synspunkter under behørig respekt for andre. Det bør være
muligt at kunne give udtryk for sine egne synspunkter uden at svine andre til
med udokumenterede beskyldninger eller ukvemsord. For ytringsfrihed kan kun
fungere som frihed under behørigt ansvar. Ytringsfriheden er imidlertid ikke et
grønt kort til reklamens vane med at udnytte kvinder eller mænd som
sexobjekter, eller til at lokke børn og unge ud i usundt forbrug eller misbrug
af alkohol o.s.v. Der bør heller aldrig gives ukontrolleret plads til
spredningen af voldelig eller seksuel lovløshed i medierne.
Det er imidlertid ikke en
menneskeret at få adgang til fri abort af en hvilken som helst grund. Fri abort
har intet at gøre med kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Det er
et nyt menneske, det ufødte barns ret til at leve. Kong David sagde om sin Gud:
"Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i
din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet" (Salme 139:16).
Jorden har stadig plads til nye mennesker. Det er heller ikke en menneskeret
for homoseksuelle par at kunne vies i en kirke eller at adoptere et barn, som
de af naturen ikke selv kan få. Det handler slet ikke om de homoseksuelles
påståede ligeret. Det er derimod ethvert barns ret at have en far og en mor.
Det samme gælder, når forældrene indgår skilsmisse. Og Guds Kirke er ikke til
for at tilfredsstille menneskelige interesser. Den forvalter sin tro med
udgangspunkt i Bibelens Hellige Skrifter.
Ingen fred med det onde
I vores søgen efter fred
skal vi imidlertid ikke regne med fredelige forhold. Der kan i nogen tilfælde
blive tale om et kompromisløst engagement, som kan koste dyrt. Kampen for
frihed og en retfærdig fred har aldrig været gratis. Erfaringsmæssigt overgiver
onde magter sig sjældent frivilligt. Undertrykkende forhold ændres sig ikke
uden kamp. Det kan koste familien at bekende sig til Kristus (Matthæus
10:34-35). I visse sammenhænge kan det koste livet. Mange steder forekommer der
forfølgelser af mennesker for deres kristne tros skyld. Men de, som tror på Jesus
Kristus, er jo ikke forræderiske mod deres land eller asociale individer. Det
kan bare ikke forblive ustraffet, når nogen uden grund forfølger Guds Kirke på
jord.
Konklusion
Fred har altså primært at
gøre med vort forhold til Gud vor Skaber gennem Jeres Kristus. Her er der fuld
lighed mellem alle nationer, ligeværdighed alle sociale lag og begge køn. I
Kristus er al form for racisme udelukket. De sociale klasser skal leve med
gensidig respekt. Og for familiens beståens skyld er der ingen ubetinget ret til
at føre magtkampe med skjult agenda i hjemmet. De menneskerettigheder, der bør
respekteres er trosfrihed, forsamlingsfrihed og ytringsfrihed under fornuftige
former. Endeligt skal det ufødte barns ret til at leve respektres. Og levende
børn har til enhver tid ret til at se både sin far og sin mor.