Der er god grund til at begynde med at definere, hvad der egentlig menes med Kristuslighed. Og hvad ville være mere opportunt end at se nærmere på apostlen Paulus' beskrivelse af Kristus (Filipperbrevet 2:6-8). Paulus beskriver faktisk Jesus Kristus som lidt forskellig fra mennesket. Men årsagen er simpelt hen, at det er Gud selv, som er født som menneske. Han er anderledes og mere end det skabte menneske. I inkarnationen blev en menneskelig natur tilføjet til hans guddommelige natur. For os til at blive ham mere lig gælder det omvendte, nemlig at hans guddommelige natur skal blive tilføjet til vores menneskelige natur. Der er det, der sker med enhver, som tror og lader sig døbe til syndernes forladelse i Jesu Kristi Navn, og bekender ham som Herre i sit liv. Derigennem får vi adgang til at deltage i kraften af hans guddommelige natur ved, at Helligånden gives til os som en gave (Apostlenes gerninger 2:38 & 2. Peter 1:3-4). Vi finder altså ikke kraften i vores medfødte menneskelige natur. Guds værk i pånyfødelsen er derfor også noget mere end blot at blive genskabt som det menneske, det var før adskillelsen fra Gud vor Skaber. Det nye menneske i Kristus er trådt ind i en hel ny forening med Gud. Det er dette, som apostlen Paulus beskriver som mysteriet om herlighedens håb, nemlig Kristus i os (Kolossenserbrevet 1:27). Det er netop dette nærvær, som skal gøre det muligt for os dødelige mennesker at vokse op til lighed med Kristus.

Falske Kristus'er

Det kan dog aldrig komme på tale at blive til Kristus. Dette kan være vigtigt at forstå i selskabet med Mahayana buddhister, hvis højeste aspiration ikke blot er at blive en buddha, men at blive den universelle Buddha forstået som identitet med det upersonlige Dharma (Edward J. Thomas, The History of Buddhist Thought reprinted 1967, London: Routledge & Kegan LTD 1951, 225-26 eller Beatrice Lane Suzuki, Mahayana Buddhism with foreword of Christmas Humphreys, London: George Allen & Unwin 1959, 53-54.). Det er konsekvensen af Mahayana buddhismens surdej, d.v.s. den absolutte fornægtelse af selvets eksistens (Anatta). For hvis der ikke er nogle personer, er der heller ikke nogen historisk Buddha. Der er heller ikke længere nogen grund til at skelne mellem frelseren og den frelste. Det er magisk. Derfor vil en simpel oversættelse af buddhistiske doktriner med kristne termer, d.v.s. iklædt kristen forklædning, altid vise sig helt fremmede i en kristen kontekst. Kristendommen er ikke bare en anden måde at udtrykke det samme på. Det ville simpelt hen være absurd for en kristen at søge at blive Kristus. Jesus sagde til sine disciple: "Se til, at ingen fører jer vild! For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild" (Matthæus 24,4-5). Sådanne kaldes af kristne for antikrister, og de associeres med Antikrist, d.v.s. den forudsagte inkarnation af Djævelen selv i de sidste tider (1. Johannes 2:18). Lad heller ingen bedrage jer gennem at præsentere sig selv som Maitreya. For intet dødeligt menneske kunne umuligt fuldbyrde de 14 kendetegn i Buddhas's profeti om Maitreya's person og komme, foruden Jesus Kristus. Endelig skal i holde jer fra den såkaldte kristne trosbevægelses lære om pånyfødelsen i Kristus. Dens falske profet fra Tulsa, Oklahoma i USA hedder Kenneth Hagin. Han lærte, at mennesket i pånyfødelsen bliver implanteret en fuldkommen ånd med guddommelig natur og egenskaber, d.v.s. at mennesket bliver til en inkarnation af Kristus (D. R. McConnell, A Different Gospel, Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers 1993, 122.).

Den rette guddommelige kraft

For vores åndelige tilvæksts skyld er det derfor nødvendigt klart at forstå, hvad foreningen med Gud betyder. For det første er der ikke er tale om noget ontologisk sammenfald mellem den i Kristus pånyfødte og Jesus Kristus, som er en definit anden person. Det pånyfødte menneske skulle ikke komme til at lide af identitetsforstyrrelser. Det er kraften af Kristi guddommelige natur, der ibor det pånyfødte menneske. Her er der ingen grund til at skelne mellem de tre personer i guddommen: Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er en og den samme Gud.

Dernæst må vi klart forstå forskellen mellem Helligåndens person og frigørelsen af den guddommelige kraft i vores liv (Dr. Brendan Pelphrey, I said, you are gods, www.dci.dk/?artikel=659, 2000). Denne skelnen afspejles i det græske sprog ved tilstedeværelsen og fraværet af den bestemte artikel med reference til hellig ånd. I Jesu undervisning om svaret på udholdende bøn kan det være tildeling af hellig ånd; i det græske sprog uden bestemt artikel (Lukas 11:5-12). Denne undervisning vedrører altså frigørelsen af kraft og ikke modtagelsen af Helligånden som Guds personlig tilstedeværelse og trøst i vores åndelige liv (Johannes 14:16-21). I det sidste tilfælde handler det om Helligånden som person, d.v.s. med bestemt artikel i det græske sprog. Det skulle imidlertid ikke overraske nogen, at åndelig kraft på en ud af flere måder søges og frigøres gennem udholdende bøn. Det er bare en frigørelse af guddommelig energi, og ikke en iboende kraft i det naturlige menneske. At formå at vokse op til fuldkommen Kristuslighed er ikke et skjult menneskeligt potentiale. Men guddommelig energi er frigjort gennem bøn som en ufortjent gave ved Guds nåde. At tro på Guds nåde betyder altså ikke at være inaktiv, men at tillade Herren at vise sin ubetingede godhed mod mennesker.

Læren af Kristi ydmyghed

Apostlen Paulus underviser: "Lad det samme ydmyge sindelag være i jer, som er i Jesus Kristus" (Filipperbrevet 2:5). For at Kristus skulle kunne blive født som menneske, var det nødvendigt, at noget hans guddommelige natur blev tilsløret. For visse af hans guddommelige egenskaber såsom almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse ville aldrig kunne rummes af en menneskelig natur. Derudover, for fuldstændig at kunne fremstå som en mand, opgav Kristus den uafhængige brug af sine guddommelige krafter. I alt hvad han gjorde, gjorde han sig afhængig af sin himmelske Faders vilje. For Jesus sagde, at han ikke kunne gøre noget af sig selv (Johannes 5:19).

Hvis Jesus Kristus selv viste en sådan ydmyghed, hvordan kan dødelige mennesker så smykke sig selv med de højeste titler, som tænkes kan? Sådan praksis gør en til en autoritær manipulator, der optræder overfor andre som en autoritet i mig selv. Selv om Jesus Kristus fremstod med stor autoritet og som overordentlig magtfuld, så optrådte han ikke som en åndelig chauvinist. I stedet ydmygede han sig, tømte sig selv fra sin guddomsværdighed og fremstod blandt os i form af en tjener, med en autoritet og magt betinget fra himlen. En sådan ydmyghed er efterfølgelse værdig. Lad os derfor i ydmyghed tage imod Guds godhed i Kristus og underordne os hans himmelske autoritet, d.v.s. retten for den ydmyge himmelske konge til selv at regere sin egen verden.

Hellighedsaspektet af Kristuslighed

Siden meningen og kraften i den åndelige søgen efter Kristuslighed nu er etableret, lad os fortsætte med de praktiske aspekter af den åndelige stræben efter at blive formet til Kristuslighed. Siden Jesus Kristus er fuldkommen uden fejl og mangler, er det logisk, at Kristuslighed aldrig ville kunne opnås uden renselse fra al urenhed og personlig helliggørelse (1. Johannes 3:2-3). Det begynder med omvendelsen fra begæret efter verden og fra at gøre andre uret. Verdens og Kristi værdier er ingenlunde de samme. Lad ingen bedrages til at tro, at den faldne vestlige verden og Kristi Kirke skulle hører sammen. Søgen efter dybere hellighed er derimod en spiritualitet, som er velfunderet i forskellige dele af Kristi Legeme på jord, d.v.s. Kristi Kirke. Det er også et vigtigt buddhistisk ideal. For Siddharta Gautama forstod så sandelig det empiriske menneskes totale fordærvethed. Der er ikke noget, der kan frelses; alt må bort. Det er meget lig den reformerte kirkes menneskeforståelse. Men selv om helliggørelsesmålet er velfunderet på Bibelens hellige Skrifters grund, så kan den radikale afstandstagen fra et væld af forkerte forhold i mennesket alene ikke føre til en lykkelig udgang. Det leder i hvert fald ikke til noget himmelsk nirvana. Kristuslighed kunne aldrig defineres udelukkende ved negativer. Vejen må nødvendigvis fremstilles med positive termer.

Idealer og karakterdannelse

Men skønt asketiske hinduer fornægter enhver positiv fremstilling af det guddommelige, så er det dog ikke således med Mahayana buddhister, der i det mindste tør fremlægge Boddhisattwaernes, d.v.s. de aspirerende buddhaers positive idealer. Det gør Kristi apostle også, når de fremstiller de varierende idealer for Guds hellige, der stræber efter Kristuslighed i praksis. Apostlen Paulus underviser:

Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd (Kolossenserbrevet 3:12-14).

Det er Jesu Kristi karakter, der her forklares af Paulus. For i et andet brev skriver han på nøjagtig samme måde, at vi skal iklæde os Kristus (Romerbrevet 13:14). Og ved endnu en anledning befaler han, at vi skal iføre os sandhed og retfærdighed (Efeserbrevet 6:14). Efterfølgelsen af Kristus handler altså ikke bare om beundring og religiøs tilbedelse af uendelige lister af dyder uden praktiske konsekvenser for ens eget liv. Det er en befaling, at Jesu disciple skal følge efter ham i karakterdannelsen. Der skal gøres en indsats, for at ens liv kan formes til en Kristuslig kvalitet. Dog skal det ikke ske med egen kraft, men i den iboende Helligånds kraft (Zakarias 4:6). Det handler om balancegang. Det er ikke viljen, der skal sættes ind for alle sejl for at gennemføre en overdreven hurtig omvæltning i ens liv. Det kunne faktisk føre til, at man begik vold mod sin skrøbelige menneskelige natur. Nej, det hedder sig, at vi skal lade os fornye gennem en forvandling af vores sind, og tankerne fornyes efter inspirationen fra Kristi Ord (Romerbrevet 12:2). Omvendelse betyder simpelt hen at lægge sine tanker om. For den åndelige kurs kunne nok i enkeltstående tilfælde lægges om ved en kraftanstrengelse af viljen, men den almindelige fremdrift vil fortsat ske efter tankerne og følelsernes indstilling (Rick Warren, Det målrettede liv oversat af Britta Linde, København: Forlaget Scandinavia 2002, 189.).

Det, der gør den store forskel i praksis, er imidlertid Guds behændige manøvrer. Apostlen Paulus underviser, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Kristus, og som er udvalgte og kaldede efter hans beslutning (Romerbrevet 8:28). Der sker en masse ting omkring os i familien, samfundet og verden. Og Gud har aldrig lovet nogen, at livet skulle være let. Så ville mennesket jo aldrig møde nogle udfordringer og modnes i livet efter Guds plan. Men alt, hvad der sker, er naturligvis ikke godt. For Gud vor Skaber har overladt vor verden til at gå sine egne veje. Der sker dagligt megen uret i verden. End ikke kirken kan sige sig fri fra de helt store fejltagelser. Men Gud kan ændre alting til gode for sine efterfølgere ved sine behændige manøvrer, når Kristi disciple for deres del møder alle vanskeligheder på den rette måde. Jesus Kristus sagde til sine disciple:

Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, hvis det må bøde med sit liv? (Matthæus 16:24 –26a).

Apostlen Paulus udtrykker sig lidt anderledes, men Kristi Lære er en og den samme. Han siger eksempelvis i en sammenhæng, at vi skal aflægge den gamle klyngen til selvet med dets lyster og fordærvede karakter (Efeserbrevet 4:22). Det ligner mere Buddhas afvisning af den falske selvopfattelse end den Mahayana buddhistiske absolutte fornægtelse af selvets eksistens (Anatta). Vi er tilgivet for alle vore synder ved Kristi død. Den, der er i Kristus, er ikke længere under nogen form for fordømmelse (Romans 8:1). Hvis vi overgiver det gamle selv til døden sammen med Kristus, mister det sin magt ved korsets kraft. Og enhver forbandelse, der skulle dukke op fra fortiden i det indre, kan kastes på korset, hvorved det mister sin kraft. Men at skille sig af med alt det gamle nytter kun, fordi der er fornyelse og frigivelse af det gamle forslavede selv i Kristus.

En discipels karakter har dog speciel chance for at udvikles under vanskelige ydre omstændigheder. Tilliden til Gud kan ikke rigtig udvikles, hvis alt går som det skal, og man har alt der behøves. Udholdenhed kan ikke udvikles uden modgang. Og renhed kan ikke trænes, hvis ikke man til tider fristes af kødets lyster. Derfor tillader Herren også, at vi iblandt kommer til at støde på visse ubehagelige oplevelser. Men Gud er trofast og har alting under kontrol. Han tillader ikke, at nogen skulle fristes over evne (1. Korintherbrev 10:13). Vi kan ikke lære sand tilgivelse, hvis vi ikke til tider fristes til at give igen. Fristelser kan faktisk være karakterudviklende, hvis de mødes på den rigtige måde. "Integritet dannes ved at modstå fristelsen til at være uærlig. Ydmyghed vokser, når vi nægter at være hovmodige. Udholdenhed udvikles hver gang, vi modstår fristelsen til at give op. Hver gang vi modstår en fristelse, bliver vi mere lig Kristus." (Ibid, 211) Men ingen discipel bør overaskes, hvis han skal igennem visse lidelser og trængsler for sin tros skyld. Denne verden har aldrig elsket Jesu disciple uforbeholdent, fordi de er af en anden ånd. Apostlen Peter siger, at "ingen skal undre sig over den ildprøve, som I eventuelt skulle være ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares" (1 Peter 4:12-14).

Kristus er Vejen

At holde fast på et godt værdisystem i Kristus og at efterleve det med den kraft, Helligånden giver, leder altså en Kristi discipel til et mere Kristusligt liv. Men jeg finder det dog endnu vigtigere at praktisere budene, d.v.s. Kristi Lære, som vejen til Kristuslighed. Det drejer sig om ca. 250 instruktioner og bud, som Jesus gav til sine disciple under sin tid jord, og som er nedskrevet i de fire evangelier.

Det største bud er dog kærlighedsbudet. For det kan nok aldrig benægtes, at essensen af Kristuslighed er kærlighed. Det er på en særlig måde blevet demonstreret af Jesus Kristus, da han gav sit liv for vores overtrædelsers skyld. Og Guds kærlighed er sandelig udgydt i Kristi disciples hjerter som en Guds kraft (Romerbrevet 5:5). Barmhjertighed var netop, hvad de lovlydige farisæer på Jesu tid manglede i deres liv. Den tidligere farisæer Paulus bekræfter, at uden kærlighed er man slet intet (1. Korintherbrev 13:1-3). Derfor, siden kærlighed til andre er praksis af Guds kærlighed til os, skulle vi søge inspiration hos nogle af dem, der har mestret at forklare kærligheden i konkrete termer. Stifteren af den vestlige klosterbevægelse, St. Benedict er en, som har undervist dybt om kærlighedens væsen. Han holdt på, at kærlighed ikke nødvendigvis er at gøre ekstraordinære og bemærkelsesværdige bedrifter. Det kan være at gøre almindelige ting med et kærligt hjerte (Thomas H. Green, Come down Zacchaeus - Spirituality and Laity, Notre Dame, Indiana: Ave Maria Press 1988, 35-36). Sådan en attitude kunne godt trænge til at fremhæves i en tid, hvor børn dagligt bliver bombarderet med historier om superhelte, der overvinder drager og dæmoner i videospil og på TV. For sand kærlighed er slet ikke noget iøjnefaldende. Det er heller passivitet. Kærlighed koster. Det er en ærlig omsorg overfor en anden gennem et aktivt engagement i hans liv. Det er at tjene penge for sin families skyld; det er at tage sig af sine børn; det kan være at undervise i skolen eller blandt Kristi disciple. Men hvordan kan noget, der ikke koster noget, benævnes kærlighed? Derfor er kærlighed i følge Kristus ikke blot luftige tanker eller følelser af medlidenhed, men noget ganske substantielt.

Sand Kristuslighed kan aldrig til fulde opnås gennem fraværet af alting negativt, syndigt og ondt. Kristuslighed er en substantiel kvalitet, som kan forklares med positive termer. Dette bliver specielt klart gennem en analyse af Kristi buds natur. Love, regler og regulativer er for det meste udtrykt med negative termer, d.v.s. i form af forbud. Vi lærer, hvad man ikke skal gøre. Men Kristi bud er bekræftende, d.v.s. påbud. Deraf lærer vi, hvad der er rigtigt at gøre. Det er godt at få fat på de positive aspekter af Kristi Lære. For alt for megen vægt på afstandtagen fra det negative, syndige og onde kunne føre til fremvæksten af en ødelæggende fordømmende ånd.

Kan det nu være sandt, at praksis af budene leder til Kristuslighed? Det er sandt, fordi der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem Herrens eksempel og hans lære. Jesus sagde: "Jeg er vejen" (Johannes 14:6). Den splittelse, som findes mellem Theravada og Mahayana buddhister skulle principielt ikke være mulig i Kristus. Herren og hans vej er fuldstændigt forbundne. Men Buddha's lære i form af den otte-foldige vej, som kun peger på den individuelle forløsning, opfyldte ikke lærerens eksempel, som åbenbart rakte langt udover hans vejledning. Af den grund fokuserer Theravada buddhister på Buddha's lære og Mahayana buddhister på lærerens person og karriere med den konsekvens, at de to fartøj har udviklet sig i vidt forskellig retning. Men på grund af den fuldstændige enhed i Kristus, kan Kristi vej sandelig forstås som middelvejen mellem de to ærværdige buddhistiske fartøj. I Kristus gør det ingen forskel, hvad enten man efterfølger Herrens eksempel eller hans lære.

Endelig bør det siges, at Kristuslighed ikke følger af sporadiske forsøg. Det er resultatet af en begyndende praksis af læren, fortsættende med en vanemæssig praksis af hele læren, hvilket er ufortrøden lydighed af Kristi Vej.

Tjeneste og nådegaver

Det er umuligt at tale om Kristuslighed, uden at få øje på Jesu Kristi tjeneste og mission til sit eget folk. Han havde omsorg for menneskers behov, og tillige den udenommenneskelige kraft til at helbrede og til at udføre kraftige gerninger. Når apostlen Paulus derfor efterfølgende i Grækenland taler om forskellige nådegaver fra Helligånden til Jesu disciple (1. Korintherbrev 12:7-13 & 28-29), så er det ikke noget helt nyt, der introduceres. Det er forskellige aspekter af de gerninger Jesus Kristus gjorde på jord. Og Kristusfællesskabet er kaldet til at videreføre Kristi tjeneste og mission ud over hele jorden.

Det er dog Kristi Legemes behov sagen drejer sig om. Åndelige gaver gives ikke, for at mennesker skal vise sig med sin åndelighed og kraft overfor hinanden. Jesus undgik en gang imellem menneskers nysgerrige opmærksomhed ved udførelsen af stærke undergerninger (Lukas 8:51). Det var for barmhjertighedens, ikke for opmærksomhedens skyld. Dog kunne det nogen gange være fordelagtigt at få folks opmærksomhed, således at der kunne blive lejlighed til at kommunikere det gode budskab om Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Ingen skal forledes til at tro, at de kan gå ud og udføre store kraftgerninger på eget initiativ uden at være underlagt Herrens kommando (Matthæus 7:21-23). Når Jesus selv, som omtalt ovenfor, i ydmyghed gjorde sig fuldt afhængig af Faderen, så skal vores tjeneste med åndens gaver også ske på Herren Kristi befaling. Det er en og samme Ånd, der virker en mangfoldighed af udtryk (1. Korintherbrev 12:14-22). Hver gave er endnu et aspekt af Kristuslighed. Derfor bør Kristusfællesskabet også give plads til, at nådegaverne kan komme til udtryk uden indbyrdes konkurrence om andet end det at tjene hinanden med godt.

At der findes særlige nådegaver fra Helligånden må ikke føre til foragt for almindelige menneskelige ressourcer. Det er skrøbelige mennesker, som Gud bruger til at manifestere sin kraft i verden (2. Korintherbrev 12:10). Og tjenesten for Kristus bygger lige så fuldt på vores menneskelige ressourcer, medfødte evner og træning af færdigheder. Enhver skal på bedste vis tjene med de nådegaver og den udrustning, han har. Alt er jo skabt af Gud for at opfylde sit formål. Endelig skal det siges, at den levende Jesus Kristus ikke uden videre betror store åndelige gaver og krafter til disciple, der ikke helliggøres, som ikke er på vej til at udvikle en god Kristuslig karakter, og som ikke er trofast lydig mod ham og hans befalinger.

Kristuslighed i praksis

Kristuslighed kunne aldrig blive efterstræbt som et samlet hele. Et sådant forsøg ville være enten frustrerende eller et frygteligt bedrag. For Jesus Kristus er så sandelig ophøjet langt udover nogen menneskelig sammenligning. Det kan selvfølgelig heller ske gennem en direkte imitation af Jesu Kristi liv. For det ville være mærkeligt at ligne og opføre sig som Jesus, der levede i en helt anden tid og blandt et helt andet folk. Kristuslighed er derfor mere realistisk søgt aspekt for aspekt, og for den skyld kunne det måske give mere mening at tale om et liv af Kristuslig kvalitet. Den betragtning har den fordel, at et menneske med nogle svagheder i et bestemt område af sit liv kunne demonstrere fuldstændig Kristuslighed i et andet uden bedrag. Derfor, bør enhver stræben efter Kristuslighed ske aspekt for aspekt, således at idealerne i Kristus kan praktiseres i enhver ny kulturel sammenhæng og gøre Kristusligheden til noget smukt og unikt i enhver ny efterfølgers liv.

I hvilke omgivelser skal Jesu disciple søge Kristusligheden? Skønt det er muligt at finde nogen inspiration blandt gudelige mennesker i de ældre grene af kirken, bragte den protestantiske reformation i det sekstende århundrede nye aspekter til det åndelige liv, fra hvilke det skulle vise sig umuligt at vende tilbage. For reformatorerne formulerede ikke blot nye doktriner om troens betydning for frelsen. Stedet, hvor de højeste åndelig idealer skulle søges, blev beslutsomt flyttet fra afsondrethedens tryghed til midten af dagliglivet. Martin Luther forlod augustinerordenen, brød sit cølibat og giftede sig (Godfrey. W. Robert, "Martin Luther - German Reformer" in Great Leaders of the Christian Church: 188-196 edited by John D. Woodbridge, Chicago, IL: Moody Press 1988, 195). Selv de buddhistiske kulturer, som værdsætter Buddha's hjemløse liv og munkenes klosterliv, har uafvendeligt sat næsen efter at acceptere verden og dens søgen efter økonomisk overflod. Livet i cølibat og afsondrethed er definitivt ude af moderne menneskers centrale begreber.

Men det gør ikke noget. For Kristuslighed kan stadig efterstræbes midt i dagliglivet ligesom i Martin Luther's tilfælde (Et spørgsmål til meditation: Hvis Kristus levede i cølibat, hvordan kan en gift mand så udvikle Kristuslighed?). Og det er sandelig ikke nogen inferiør vej. For det en ting at praktisere en åndelig livsstil i et samfund blandt disciplinerede munke; det er noget ganske andet midt i det kaotiske dagligliv med alle dets nødvendige gøremål. Åndelighed drejer sig ikke bare om det såkaldt åndelige og en bestemt adfærd i et afgrænset religiøst samfund. Det vedrører hele mennesket og hele livet. Kristuslighed må søges hjemme, i det offentlige liv og i Kristusfællesskabet. Med missionsbefalingen opfordrede Kristus os ikke til at danne religiøse mennesker, men virkelige mennesker, som lever i overensstemmelse med Skaberordenen (Johannes 17:15-19). Hvis det så skulle få vore ansigter til at skinne, så skyldes det tilstedeværelsen af Helligånden i os, gennem hvilken vi dagligt fornyes i vores ånd.

Himlens Kristuslig kvalitet

Det er vores håb og målet for al åndelig tilvækst på jord at på alle måder vokse op til livets Herre (Efeserbrevet 4:15). Men selvfølgelig er der naturlige begrænsninger på vores åndelige fremskridt i dette liv. For der er et niveau af Kristuslighed, som vi kun kan nå på den anden side af døden. Det er Guds helt suveræne gerning. Vi skal blive som Kristus i sit herlige opstandelseslegeme. Derfor er det håb, vi har, ikke luftigt eller uvist. At blive som Kristus er ikke karakteriseret ved det simple fravær af lidelse (Dukkha), selv (Anatta) og død (Anicca). Det er et substantielt håb. For den samme Jesus, som døde, opstod igen i legemlig form (1. Korintherbrev 15:3-7). Og på samme måde skal alle pånyfødte mennesker modtage et nyt åndeligt legeme ved vores legemes opstandelse fra de døde. Så det kristne håb om Himlen rækker langt ud over løftet om at nå et vist velsignet sted. Himlen vil være præget af kvaliteten af vores herlige liv i Kristus, hvilket begyndende udvikles på jord, men som fuldkommengøres gennem en forvandling af vores legemer ved Herrens hånd, når Jesus Kristus kommer tilbage med magt og megen herlighed (1. Korintherbrev 15:42-49).

Konklusioner

Det er sandelig Guds vilje for alle Jesu disciple, at de skal formes i hans Søns lighed, men hvordan skal det ske? Lad mig prøve at forklare det som Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje (Romerbrevet 12:2). Det er Guds gode vilje, at vi skal indvies til en hellig livsstil. For Jesus Kristus var helt uden fejl og mangler. Sådan skal også vores karakter udvikles til hans lighed. For det andet er det Guds velbehagelige vilje, at vi skal lyde Kristi bud, specielt at Guds kærlighed skal manifesteres i vores omsorg for andre. Det betyder i sit fulde omfang efterfølgelsen af hele Kristi Lære i følge missionsbefalingen. Og siden Kristus er i fuldstændig harmoni med sine egen lære, vil vanemæssig praksis af Vejen langsomt lede frem mod et Kristusligt liv. For det tredje er det Guds fuldkomne vilje, at vi skal formes til lighed med hans enbårne Søn, Jesus Kristus; at vores daglige liv, aspekt for aspekt, formes til en Kristuslig kvalitet. Endelig skal alle vores bestræbelser først fuldkommengøres gennem Guds suveræne gerning. Men det skal kun ske ved forvandlingen af vores dødelige legemer ved Gud hånd og opstandelsen fra de døde, når Jesus Kristus kommer tilbage i magt og med megen herlighed. Da bliver Himlens håb virkeligt som et velsignet sted, helt uden lidelse (Dukkha), men essensen af Himlen vil være Kristuslighed.