af
Broder Kim
Det moderne samfund er mange steder karakteriseret af et sammenbrud af familien. Skilsmisseprocenten er vokset til enorme højder med det resultat, at mange almindelige mennesker lades tilbage i ensomhed efter at blive smidt ud eller forladt af en partner. Som en følge vokser børn i massevis op uden det nødvendige samvær med deres egen far eller mor. Årsagerne er flere, men den vigtigste er nok den manglende forståelse af forpligtelsen overfor sin ægtefælles, som har satset sit liv på ægteskabet baseret på partnerens ægteskabsløfte. En anden er samlivsvanskeligheder på grund af tidsånden, der ægger til indbyrdes magtkampe mellem kønnene. En tredje er den løsagtige seksualmoral i det ny vilde vesten.
Skønt seksualiteten efterhånden kun opfattes som en funktion af kroppen, så har opdelingen af mennesket i to forskellige køn et bredere perspektiv. At kønsdifferentieringen er så vigtig kan let forstås ud fra det faktum, at den er nævnt som den anden forklaring om menneskets natur i skabelsesberetningen i Bibelens Hellige Skrifter.
Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem (1. Mosebog 1:27).
At mennesket er skabt i Guds billede er der givet mange forklaringer på, men jeg mener, det betyder, at mennesket er en person. For Skaberen er ikke en upersonlig kraft, men den personlige Gud, hvorfra mennesket har sin personlighed. Men det andet udsagn om kønsdifferentieringen bør også ofres megen opmærksomhed. Det, der bekræftes af åbenbaringen fra Bibelens Hellige Skrift er altså, at mand og kvinde er skabt ligeværdige i Guds billede. Imidlertid skal man af den årsag vare sig for at projektere menneskets seksualitet, der har med kroppen at gøre, over på Gud. At Gud til overmål er beskrevet med maskuline termer i de Hellige Skrifter er ikke noget kulturelt fænomen. Det refererer til hans overdådig maskuline natur. Men siden Gud så sandelig er forskellig fra mennesker, så kan Gud ingenlunde forstås som mand. Af den samme grund er det blasfemi at karakterisere Gud som kvindelig, selvom Gud åbenbart har visse feminine træk i sin natur. Men Gud har altså generelt både maskuline og feminine egenskaber, hvilket er den åndelige modsats til kønsdifferentieringen af mennesket som mand og kvinde.
Kønsforskelle
Det er derfor fuldt ud gyldigt, at samfundet til tider understreger ligheden som personer og til tider kønsforskellene. For mænd og kvinder er skabt lige som personer, men også med forskellige køn. Den sunde kvindebevægelse i det nittende århundrede præsenterede kvindens gode sider som stærk, kapabel og intelligent, og den vandt kvindernes ret til at stemme sammen med mændene (James D. Mallory, Ending the Battle of the Sexes, Leichester, England: Crossway Books 1996, 49). Historisk set er megen usund diskrimination blevet tilskrevet kønsdifferentieringen. Men en fuldstændig unisex opfattelse, der benægter enhver forskel, er dømt til at spolere Guds koncept for menneskelivet. For mand og kvinde er skabt forskelligt med et formål, der rækker langt udover det at kunne formere sig.
Det er derfor formålstjenligt at undersøge de faktorer, som kønsforskellene udgør. Det bliver nok ikke muligt at identificere megen forskel iboende den menneskelige natur. I følge videnskabelige undersøgelser udgør legemsforskellene og hormoner en meget lille forskel mellem de to køn (E. M. Pattison, Baker Encyclopedia of Psychology edited by David G. Benner, Grand Rapids, MI: Baker Book House 1985, S. v. "Gender identity"). Megen subjektivitet er involveret. For selv følelsen af identitet og den adfærd, som er passende for hvert køn, er for en stor del indlært. Men der må altså være en maskulin opførsel, der opleves som mere passende for mænd, og feminin opførsel, der opleves som mere passende for kvinder. For det er sandelig et vigtigt aspekt af menneskelivet at blive værdsat af det modsatte køn.
Kønsidentifikationen
Hvordan
skal vi så redegøre for kønsforskellene? Det mest grundlæggende aspekt af
kønsudviklingen begynder med kønsidentifikationen. Et barn må straks
identificeres korrekt som dreng eller pige og behandles som sådan. Et barn skal
udvikle sin egen korrekte kønsidentifikation inden for tre år for at vokse op
normalt. Enhver kønsforvirring kan have skadelige konsekvenser og kan være
meget svær at vende på et senere stadium i livet (Forkert kønsidentifikation
kunne skyldes en anormal udvikling af barnet som fetus på grund af en hormonal
dysfunktion eller den kunne skyldes en psykologisk forstyrrelse hos forældrene.
Se
S. L. Jones, Baker Encyclopedia of Psychology edited by David G. Benner,
Sædvanligvis
er spædbørn under moderens omsorg, og derfor udvikler de sin kønsforståelse i
forhold til hende. Piger binder sig naturligt til moderen, som er af samme køn,
og udvikler stærke færdigheder i relationer. Det er godt for kvinder. For i
voksenlivet vil denne kvalitet styrke deres relationsorienterede rolle i
familien. På den anden side søger drenge sædvanligvis at skille sig ud fra sin
mor, som er af det modsatte køn. Gennem at søge væk fra sin mor bliver drenge
noget mere følelsesmæssigt uafhængige og mere udforskende af omgivelserne, og mindre
personlige af natur. Følgelig udvikler piger især styrke i relationer og
frygter adskillelse, og drenge udvikler individualisering, mens de føler ubehag
ved for stor intimitet (James D. Mallory, Ending the Battle of the Sexes,
Leichester , England: Crossway Books 1996, 59-60).
Men
der er dog en betingelse for, at en dreng kan besidde styrken til at skille sig
ud fra sin mor og udvikle en maskulin karakter. En dreng har behov for at kunne
knytte sig til sin far og identificere sig med ham som en god maskulin
rollemodel. For hvis der slet ikke er maskuline rollemodeller, så har drenge
ikke andet alternativ end at identificere sig med sin moder og følgelig udvikle
kvindelig adfærd og kvindelige værdier. Det behøver ikke at være nogen total
katastrofe med for meget feminint islæt i personer af mandskønnet. For siden
den maskuline og feminine karakter af personen ikke er det samme som kroppens
køn, så kan en mand jo aldrig blive til en kvinde, eller omvendt. Men for megen
identifikation med sin mor kan skabe vanskeligheder for en dreng på et senere
tidspunkt af livet. Det er blevet fundet at drenge med fraværende fædre (En
mands fravær i hjemmet kunne skyldes både død, skilsmisse eller at manden
afsætter for lidt tid til sin familie), som har haft et forlænget usundt intimt
nærhed med deres mødre, kan gå hen og udvikle en præpubertet
kønsidentifikationsuorden, som ubehandlet kan føre til homoseksualitet (G. A.
Rekers, Baker Encyclopedia of Psychology edited by David G. Benner, Grand
Rapids, MI: Baker Book House 1985, S. v.
"Gender Identity Disorder of Childhood"). En
anden ubehagelighed kan følge af et dybtfølt savn af en far i en drengs liv.
Når denne så pludselig i en voksen alder skulle støde ind i en mand, som på en
eller anden måde opfylder dette umødte behov, og der fattes kærlighed til
denne, så kan det misforstået opfattes som homoseksuelle følelser. Men det har
faktisk intet med sex at gøre. Det er derimod optimalt for en dreng at modnes
gennem at lære fra sin far for at kunne fungere ordentligt som en mand på et
senere stadium af livet. En dreng lærer at blive en mand ved at imitere sin
far, selv faderrollen og farens mere seksuelt orienterede adfærd i forhold til
sin mor. Tilstedeværelsen af en kærlig far, som drengen kan knytte sig til, er
derfor nødvendig for at denne langsomt kan vokse ud sig ud af sin barnlige
følelsesmæssige tilknytning til sin mor.
Hvad angår en datters behov for en far, så er det noget anderledes. Piger har behov for en nær relation med deres egen far for at lære at relatere korrekt til det modsatte køn. Det kræver den tillid, som et pige kun på naturlig måde kan have til sin egen far. Et dybt savn af en far kunne i værste fald søges kompenseret gennem en overdreven hunger for det modsatte køn, når pigen senere vokser til som kvinde. Hvis en moder derimod på grund af en mands fravær påtager sig for meget af en fars rolle i hjemmet, kan det gribe forstyrrende ind på en piges opfattelse af, hvad der er korrekt maskulin og feminin identitet og adfærd (Da fraværet af en mand i hjemmet er langt hyppigere forekommende end en moders, er det her behandlet i mange detaljer. Men børns behov for en tilstedeværende og omsorgsfuld mor er naturligvis om end ikke mere vigtig). Og kvinder, som udvikler en overdreven maskulin karakter, mister langsomt den naturlige tiltrækning af det modsatte køn, der er langt vigtigere end kroppens naturlige seksuelle udstråling.
Værdsættelse af kønnene
Kønsidentifikation
og kønsbevidsthed er sandelig alvorlige anliggender i livet. Derfor, hvad der
mere generelt læres om behovet for udviklingen af en sund selvværdi, gælder
ligeså meget, hvad angår kønsbevidstheden. En barn har behov for at udvikle en
sund holdning til sit eget køn som en del af sin identitet. En dreng har behov
for at udvikle en sund holdning til sig selv som mand, og en pige en sund
holdning til sig selv som kvinde. For at dette skal ske normalt, behøver et
barn begge voksne rollemodeller og forældrenes bekræftelse af deres maskuline
eller kvindelige opførsel. Dette skulle egentlig ikke indebære så store
besværligheder, hvis det ikke var for den rasende krig mellem kønnene. For
aggressiv adfærd og nedsættende udsagn om det modsatte køn er mere end
almindelig blandt dagens mennesker. Når kønskampen gives videre fra forældrene
til deres uvidende børn gennem umådeholden kritik af det modsatte køn, så er
livets store drøm om et kærligt og intimt forhold med sin fremtidige ægtefælle
allerede halvt spoleret. For hvordan er det muligt at kultivere et sundt
fællesskab i en atmosfære af mangel på respekt for hinandens køn? Det eneste,
der bliver tilbage, er så den rå seksualdrift. Og dens udfoldelse kommer aldrig
til at tilfredsstille nogen uden muligheden for at være sandt og intimt
forbundet med sin partner. Derfor gør enhver mandschauvinisme eller feminisme i
sin selvhævdelse og sin nedvurderende holdning til værdien af det andet køn
ubodelig skade på menneskelivet. Siden både mand og kvinde nu begge er skabt
ligeværdige i Guds billede, er det næsten ligeså alvorligt som blasfemi at
nedvurdere det modsatte køn.
Det
skulle derfor ikke komme som nogen overraskelse, at et drengebarns forhold til
sit eget køn kunne blive grimt såret af kritiske bemærkninger af sin mor om
dets normale adfærd. Utilbørlig kritik kan antage flere former. Modløshed eller
tab af selvværd kan følge af både af kritiske bemærkninger overfor drengens
maskuline adfærd, direkte kritik af faderen eller mandskønnet i almindelighed.
Hvis en sådan kritik sker i sammenhæng med en sølle maskulin rollemodel, vil en
sådan dreng næsten med sikkerhed træde forkrøblet ind i voksenlivet. Det samme
sker naturligvis for piger, hvis de udsættes for faderens nedværdigelse af
deres feminine adfærd, deres moder eller kvindekønnet i almindelighed. I et
sådant tilfælde kommer pigens positive udvikling som kvinde til at afhænge
uforholdsmæssigt meget af moderens kvalitet som kvindelig rollemodel. Endelig
kan det også forekomme, at forældre med et dårligt personligt selvværd udtaler
nedsættende bemærkninger om sit eget køn til stor skade for barnet.
Hvad der er behov for er derfor, at mænd og kvinder lærer at respektere hinandens køn, således at ethvert barn – dreng eller pige – kan udvikle en sund selvværdi i forhold til sit eget køn. En gensidig respekt må være den grundlæggende indstilling. Det må dog ikke udelukkes, at gode og dårlige præstationer som mand eller kvinde skal kunne være genstand for en sund evaluering. Men en anden nødvendig betingelse for sådanne korrektioner er forståelsen og værdsættelsen af den komplementære natur af manden og kvinden. I stedet for at nedvurdere hinandens forskellighed, kunne en god forståelse af hinanden hjælpe med til at skabe et godt forhold mellem kønnene indbyrdes. Den komplementære natur af kønnene er sandelig en vigtig faktor i samfundet. Paul Tournier siger, at uden kvinderne ville mandens udgave af samfundet let forblive abstrakt, teknisk og upersonlig. Det er fra kvinden, at manden erfarer den relationsorienterede følelse for personer (Paul Tournier, The Meaning of Persons translated by Edwin Hudson, Sussex, GB: Bookprint Limited 1957). Mallory tilføjer den nødvendige påskønnelse af det maskuline bidrag. Han udtaler, at det er den maskuline drift, der bygger en stor civilisation, men at det er den kvindelige indflydelse, der gør samfundet beboeligt (James D. Mallory, Ending the Battle of the Sexes, Leichester, England: Crossway Books 1996, 55.).
Kønsmodningen
Siden
seksualitet er så nært forbundet med kønsbevidstheden, så har den sin rod i en
udvikling, der begynder på et meget tidligt stadium i livet. Men den fysiske side
af seksualiteten træder først mere frem i puberteten samtidig med udviklingen
af kroppen (lidt tidligere for piger end for drenge). Følgelig, på grund af den
instinktive tiltrækning af det modsatte køn, giver det anledning til at
udviklingen speciel maskulin og feminin adfærd hos teenagere. Men siden det
ikke kan føre til noget godt at basere sig på instinkter uden vejledning, så er
modtagelsen af en sund seksualundervisning et presserende behov for de unge på
dette tidspunkt i livet. Det ansvar hviler hos forældre, kirke og offentlige
skoler. Men på grund af en overdreven blufærdighed er mange af de ansvarlige
ofte veget tilbage for at påtage sig sin opgave. Det kan imidlertid være til
stor skade at overlade seksualundervisningen til gadens sprog. For teenagere
under udvikling er nødt til at samle sig information om seksualiteten fra den
ene kilde eller den anden.
For
det første er det vigtigt, at teenagere er i stand til at skelne fornuftigt
mellem kærlighed og begær hos eventuelle bejlere. Det er nødvendigt at kende
til årsagen til graviditet og det ansvar, der følger med at føde børn. Der skal
derfor disciplin til at holde sig inden for de begrænsninger, der gælder for
førægteskabelige forbindelser. Det drejer sig ikke bare om at undgå at blive
gravid (og smitte af seksuelt overførte sygdomme) ved hjælp af beskyttelse. Det
rette sted og den rette tid for udfoldelsen af seksuallivet er ægteskabet.
Derfor er al form for førægteskabelig nøgenhed udelukket. For ægteskabet er
fyldt med mange flere velsignelser end sporadiske seksuelle oplevelser.
Ægteskabets eksklusivitet er sandelig et beskyttelsesskjold af både ægtefæller
og de eventuelle børn, der måtte komme ud af denne forening af mand og kvinde.
Det er også af denne grund, at enhver form for umoralsk seksuel levevis er
afvist som Guds vej i følge Bibelens Hellige Skrifter (Apostlenes gerninger
15:29b).
Det
overdrevne moralske problem vedrørende unge ugiftes onani skyldes en
misforståelse af historien om Juda's søn Onan (1. Mosebog 38:8-10), fra hvem
navnet stammer. Onan var i følge den hebraiske familiekodeks forpligtet til at gifte sig med sin afdøde
brors hustru for, at hun skulle føde en arving til broderen. Guds vrede var
over ham, fordi han trak sig tilbage fra hende, så at sæden ikke kunne flyde til
hende og gøre hende gravid (Det er alligevel ikke nogen effektiv beskyttelse
mod graviditet, siden det er kendt at små portioner af sæd kan flyde ud fra
begyndelsen af et samleje). Derfor har
denne historie intet med onani eller spild af sæd at gøre. For en enkelt mand
producerer sæd i en sådan overflod, at det om muligt kunne befolke hele jorden.
Problemet med selvtilfredsstillelse skyldes snarere den potentielle udvikling
af usundt rettede begær på grund af den voksende attraktion overfor det modsatte
køn.
Den
voksende seksualdrift kan imidlertid ikke bare sådan holdes i ave gennem
aggressive holdninger overfor selvtilfredsstillelse. I værste fald kunne en
teenager blive forvirret over den rette udvikling af seksualiteten og dens gode
formål. Seksualiteten er jo Guds gave til mennesket i skabelsen. Den er ikke en
følge af syndefaldet. Selv Moseloven gav forskrifter vedrørende natlig emission
af sæd som en naturlig ting (3. Mosebog 15:16-19). Det forklaredes, at
emissionen medbragte en vis urenhed, og at det var nødvendigt at vaske sig
derefter. Men det samme siges om eftervirkninger af ægteskabeligt samleje
mellem mand og kone, og om kvindens månedlige periode. Moseloven gav altså
særlige forskrifter vedrørende den urenhed, der fulgte med de forskellige udflåd
fra kroppen. Hvis seksualdriften derimod fuldstændig undertrykkes, ville det
enten føre til en ødelæggelse af selve driften, eller det kunne presse den
uvidende unge mand eller kvinde til seksuel synd for på den måde at overvinde
den naturlige indre drift. Derfor må den seksuelle drift hverken udslukkes
eller opflammes unødigt (Højsangen 2:7). Men siden seksualiteten er en funktion
af kroppen må den ikke dominere mænd eller kvinders adfærd. Al seksuel
udfoldelse skal modereres efter undervisningen af Bibelens Hellige Skrifter.
Tiltrækning og kærlighed
Skønt
det er relaterede emner, så er tiltrækning og kærlighed to forskellige ting.
Tiltrækning er den gode følelse, man kan have ved en anden person. Den anden er
værdsat for det han eller hun kan tilføre ens liv. Det er potentiel kærlighed.
Det kan aldrig sættes helt til side; for tiltrækning hjælper med til at bygge
relationer. Men tiltrækningskraft kan være bedragende. For kærlighed er mere
end et potentiale. Det er noget som kontinuerligt tilføres en andens liv. Og
det er ganske muligt at blive tiltrukket af en selvisk person, som aldrig
permanent tilfører noget til nogen andens liv. En ung mand eller kvinde gør
derfor bedst ved at sætte sit mål ret og spare sig selv for sin fremtidige
partner. Det er kun når et menneske har nået den modenhed, at det kan forpligte
sig overfor et andet menneske, at det er klar til ægteskab og et seksuelt
samliv. Hvis man derimod tilbyder andre fri sex, så betaler de heller ikke for
det, og bagefter går de hen til sine kammerater for at prale ad endnu en
scoring. I det moderne vilde vesten har man lov til at nedlægge et andet
menneske og fratage det sin uskyld, bare man kan få dem med på affæren. Men at
modtage virkelig kærlighed handler ikke om en midlertidig affære. For alle
behøver et varigt belønnende forhold med en fast partner, hvori man er
gensidigt forpligtede overfor hinanden. Alt andet er totalt kortsigtet.
Forpligtende ansvar
Forpligtelsen
i det gensidige ægteskabsløfte drejer sig om mere end den blotte ægteskabelige
trofasthed i relation til fremmede. Det forpligtende ansvar handler om stadig
kærlighed til hinanden gennem hele livet. Et ægteskab i Kristus, d.v.s. at
begge parter er Herrens disciple, er indbefattet under Kristi befaling, at vi
skal elske hverandre, som han har elsket os (Johannes 13:34). Det er ikke en
betinget befaling, således at den ene part kan melde sig fritaget fra den, hvis
der eventuelt senere i ægteskabet skulle opstå berettiget eller uberettiget
utilfredshed med modpartens bidrag til fællesskabet. Ægteskabet i Kristus er
ikke nogen forretningsaftale. Enhver discipel af Kristus, det vil sige både
mand og kvinde, er altid ansvarlig for at overholde sit eget ægteskabsløfte,
som er bekræftet fremfor Gud og offentligheden. Og uden denne offentlige
bekræftelse er der ikke tale om noget gyldigt ægteskab hos Gud.
Historisk
set, d.v.s. også i Bibelens Hellige Skrifter, har det arrangerede ægteskab
været den almindelige standard. Skønt den følelsesmæssige side af kærligheden
har været fejret i tiden, så er det arrangerede ægteskab stadig vidt udbredt i
Asien. Det er måske ikke muligt at sammenligne succesraten af de to former i
form af varigheden af forholdet. Men det vil måske snart vise sig, at det
arrangerede ægteskab bliver vinderen af den konkurrence. Det er nemlig vigtigt,
at de to potentielle parter bliver præsenteret ordentligt for hinanden, og at
de hver kan redegøre for deres smag og deres forhåbninger i livet. I mødet vil
det vise sig, om de to også finder hinanden tiltrækkende som personer. Det nye
i Asien er dog, at ingen længere presses ind i et ægteskab, de ikke selv
ønsker. Det er sandelig nødvendigt at de potentielle partnere kan lide
hinanden. De to må være i stand til at klikke for at kunne udvikle et liv
sammen. For ens smag kunne måske nok
justeres en smule, hvis det skulle vise sig, at ingen passer til den. Men det
er håbløst at gifte sig med et andet menneske, man per natur ikke kan lide.
Hjertets følelser hører altså stadig med. I øvrigt er man nødt til at vare sig
for at indgå ægteskab med en person, man på forhånd kan se ikke er i stand til
rent praktisk at møde ens forventninger til livet. En lignende form er også
langsomt ved at dukke op i vesten i form af internet dating tjenester, hvor man
kan forvente at blive præsenteret ordentligt for den anden part, før man går
med på at mødes personligt.
Her
er det nok, det går galt med den vilde jagt efter det andet køn på barer og
diskoteker. For en følelse af seksuelt tiltrækning og en hurtig kropslig
kontakt kan give en bedragerisk følelse af intimitet, som der slet ikke er
dækning for i virkeligheden. Bagefter går bedraget op for en, at de seksuelle
partnere egentlig ikke har noget sammen. Det er en fatal fejlslutning at tro,
at man først skal prøve hinanden seksuelt, før man kan tage stilling til den
anden parts egnethed for et livslangt ægteskab. Fordelen ved det arrangerede
ægteskab er, at det på forhånd tager hensyn til, om partnerne i det hele taget
er velegnede for hinanden. Derfor, selv når det drejer sig om individuelt arrangerede
dates, er det nødvendigt at bruge god tid på at sætte sig ind i hinandens
personlighed for at forstå, om man i det hele taget kunne leve livet sammen.
Endelig
bør man lægge enhver sådan beslutning om en livslang forpligtelse frem for Gud
i bøn, også inden man overhovedet har en bestemt person i tankerne. Kun skal
man vare sig fra vrangforstillingen om, at der eksisterer en eneste sand
partner, som man er forudbestemt til at finde. Ægteskabet er, selvom det er
indstiftet af Gud, en menneskelig institution, som bør administreres med
menneskelig visdom og ansvarlighed.
Det kristne ægteskab
Siden,
at ægteskabet i følge Bibelens Hellige Skrifter var indstiftet langt før
Moseloven, har det generel gyldighed blandt alle folk (Angående inspirationen
til visse punkter i det følgende æres Walter Trobisch, Det gælder kærligheden,
Fredericia: Lohses Forlag 1973). Et ægteskabs gyldighed har intet med
religionen eller bestemte ceremonier at gøre. Ethvert ægteskab sker altså i
henhold til en gudgiven institution, som skal anerkendes af alle uafhængigt af
parternes kultur og religion. Ægteskabet mellem mand og kvinde er Guds
principielle model for menneskelivets lykke for ethvert folk.
Et kristent ægteskab er altså ikke i henhold til velsignelsen fra et bestemt kirkeligt ritual. Det bestemmes af, om det er indgået mellem to parter, der begge lever i troen på Kristus. Det frarådes derfor kraftigt at finde sig en ikke-troende partner, hvis man selv er troende (2. Korintherbrev 6:14a). De to ville trække i hver sin retning i livet, og et harmonisk og lykkelig liv sammen ville blive umuliggjort. Hvis man derimod ikke var troende inden man blev gift, må man af den grund ikke skille sig fra sin ikke-troende partner, medmindre denne selv ønsker det (1. Korintherbrev 7:12-13). Hvis man bliver troende, må man derimod ikke fortsætte samboende i ugift stand. Et sådant forhold kan ikke accepteres som et ægteskab i Kristus. Man må enten gifte sig eller forlade sin uretmæssige samlivspartner, før man lader sig døbe til syndernes forladelse.
Et
kristent ægteskab bygger på Bibelens Hellige Skrifter, som lærer os, at Gud i
begyndelsen skabte mand og kvinde i Guds billede, og at manden var skabt først
og kvinden derefter taget ud af mandens DNA. Dette er de Hellige Skrifters
anbefaling vedrørende ægteskabet:
Derfor
forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét
kød (1. Mosebog 2:24).
Der
er to basale elementer i denne instruktion vedrørende ægteskabet. Det første
er, at manden skal forlade sine forældre og den anden, at han skal holde sig
til sin hustru. Denne vejledning er givet med udgangspunkt i den hebraiske
kultur. Men i den ny internationale sammenhæng, mener jeg, at den Hellige
Skrift skal tolkes i den retning, at begge parter skal forlade sine forældre og
holde sig til hinanden. En sådan forståelse er allerede for lang tid siden
indarbejdet i de vestlige kulturer, men i Asien vejer blodets bånd ofte stadig
tungere end hensynet til ægtefællen. Forældre og slægtninges meninger om
forskellige beslutninger og livsførelse tildeles ofte højere prioritet end
partnerens. Den Hellige Skrift derimod opfordrer ethvert nyt par til at søge en
vis nyorientering i livet. Parret opmuntres til at søge efter at blive en helt
ny enhed, opbygget i samarbejdet mellem mand og kone alene. For ud over den
seksuelle forening betyder udtrykket at blive et kød også at dele nye fælles
interesser. Af den grund er begge parter også nødt til at holde op med at
klynge sig til en af eller begge sine forældre. Og sammen må parret modstå
ethvert pres for at tilfredsstille den ene eller den anden parts forældres og
slægtninges ønsker på bekostning af den anden ægtefælles interesser. Det
frarådes på det kraftigste at begynde ægteskabet under tag med den ene parts
forældre. At to elskende parter deler et helt nyt liv er netop skønheden ved
ægteskabet.
Der
er nogle få objektive kriterier for, om en vis person må indgå ægteskab med en
anden. Bibelens Hellige Skrifter forbyder strengt indgåelse af ægteskab mellem
nære slægtninge. De mest almindelig handler om ulovlige seksuelle relationer
mellem far og datter, stedfar og steddatter, onkel og niece samt broder og
søster (3. Mosebog 18:6-18. L. N.
Ferguson, Baker Encyclopedia of Psychology edited by David G. Benner,
Ægteskabets livslange varighed
Før nogen indgår i det hellige ægteskab, er det nødvendigt, at de forstår rækkeviden af den gensidige forpligtelse overfor hinanden. Ægteskabet er for livet. Det skal også være et monogamt forhold (I det Gamle Testamentes tid praktiseredes polygami af flere af den Hellige Skrifts centrale karakterer. Men det skulle ikke blive overset, at Skriften næsten entydigt fokuserer på den resulterende rivalisering mellem halvbrødre og den manglende enhed i familien). For Jesus gentog strengt udsagnet fra skabelsesberetningen angående foreningen af de to personer. Jesus sagde:
Derfor
er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et
menneske ikke adskille (Matthæus 19:6).
Bibelens
Hellige Skrifter lærer os, at Gud hader skilsmisse (Malakias 2:13-16). For det
er Herren, som har gjort de to til et. Det er upassende at bryde troskaben
overfor sin ungdoms hustru. For de to har opbygget et liv sammen og gjort sig
afhængige af hinanden, ikke mindst hvis de har børn sammen. Det gælder
naturligvis mest kvinden i den Hellige Skrifts kulturelle perspektiv med et
samfund, hvor manden var den stærkere part. Men i vor tid hvor kvinden har
opnået større adgang til at klare sig selv økonomisk, og ved skilsmisse ofte
ret til at beholde forældremyndigheden over eventuelle børn med tvungent bidrag
til børnenes forsørgelse fra faderen, gælder nøjagtig samme direktiver for
kvinden som for manden. Hverken mand eller kvinde har nogen ret til at forlade
sin partner undtagen i tilfælde af utroskab. Den svagere part, som forlades
midt i livet, står tilbage i en forfærdelig situation. Jesus sagde:
Enhver, som skiller sig fra sin hustru
af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og
den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud (Matthæus
5:32).
Med
dette udsagn fraråder Jesus på det kraftigste brugen af skilsmisse som
løsningen på ægteskabelige problemer. Det har intet at gøre med, om den lokale
kultur tillader skilsmisse eller ej. For det skulle være forudset, at
foreningen af to forskellige personer ville resultere i en række relationelle
problemer. Og at overkomme sådanne i samarbejde er en naturlig part af væksten
i livet. Derfor frarådes normalt både separation og skilsmisse. Øjeblikkelig
separation er kun tilskyndet i tilfælde af dokumenteret seksuelt misbrug af
børn, eller når der forekommer vold mod en selv eller eventuelle børn, eller
når en partner er styret af en eller anden form for misbrug, som fuldstændig
forstyrrer familielivet.
Lektien
fra de Hellige Skrifter er altså, at før et ægteskab indgås, skal de to
partnere være sig bevidste om, at beslutningen om at gifte sig gælder for
resten af livet. Skilsmisse er totalt forbudt, hvis det er med det formål at
begive sig ind i en ny forbindelse. Jesus sagde:
Den, der skiller sig fra sin hustru (eller sin mand) af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud (Matthæus 19:9).
Men
dette er jo ikke noget generelt forbud mod gengifte af fraskilte. Enken eller
enkemanden kan naturligvis gifte sig igen. Det samme gælder fraskilte fra en
partner, som allerede lever sammen med en anden, hvilket jo er det samme som
ægteskabsbrud. Vedkommende er jo allerede at regne som død i følge Moseloven.
Det må heller ikke forglemmes, at et stort antal mennesker bliver forladt eller
smidt ud imod deres vilje.
I atter andre tilfælde giver mennesker op efter omfattende ægteskabelige problemer. I USA, hvor der findes tilgængelige statistikker, opløses 50% af alle ægteskaber på et eller andet tidspunkt (James D. Mallory, Ending the Battle of the Sexes, Leichester, England: Crossway Books 1996, 16). Og det ser ikke ud til at blive bedre. Hver dag oplever 2.989 børn opløsningen af forældrenes ægteskab i følge statistikker fra 1988 (Marva J. Dawn, Sexual Character, Grand Rapids, MI: William B. Erdmanns Publishing Company 1993, p. xiii). Tillige med den almindelige verbale krig mellem kønnene, går børnene gennem mange sårende oplevelser. Et utal af børn vokser op med elendige rollemodeller i hjemmet. Selv når børn fra sådanne dysfunktionelle omstændigheder gør deres bedste, er mange næsten på forhånd dømt til at fejle i deres egene ægteskaber. Derfor må skilsmisse ikke blive gjort til den ultimative synd, som der aldrig kan gøres bod på. Skilsmisse må ikke gå hen og blive slutningen på livet. Det ville skabe et enormt socialt problem at pålægge et stort antal enlige at skulle leve alene resten af livet af religiøse årsager. Hvor ville barmhjertigheden så være? Det er bedre at med forsigtighed tillade fraskilte at finde nye livspartnere i passende tid efter et forfejlet ægteskab.
Det synes som om, at det ny Testamente slet ikke kan tillade gengifte. Men det skyldes delvis konservative oversættelser af den græske grundtekst. Gengifte tillades faktisk af apostlen Paulus, når al mulighed for forsoning med den hidtidige partner er udelukket. Paulus skriver:
Er du bundet til en kvinde, skal du
ikke søge at blive løst; er du løst, skal du ikke søge at få en hustru; men
gifter du dig, har du ikke dermed begået nogen synd (1. Korintherbrev 7:27-28a)
Altså hvis du som en mand eller kvinde er blevet løst fra et ægteskab, så anbefaler Apostlen, at du ikke søger et nyt; men gør du det alligevel, synder du ikke dermed (B. Ward Powers, Marriage and Divorce, Petersham, Australia: Jordan Books Ltd 1987, 187-89.).
Den
grundlæggende regel er altså, at hverken mand og en kvinde må skille sig fra
sin ægtefælle. Hvis de to er separerede skal de søge at forsones (1.
Korintherbrev 7:10-11). Der gives ingen tilladelse til at gifte sig igen i
Herren, hvis formålet med separationen og skilsmissen var for at blive gift med
en anden.(Det må bero på et åndeligt skøn, om der kan gives særlig nåde til
mennesker, som har levet i synd, men som dog derefter har angret og omvendt sig
i tro på Herrens tilgivelse). Men hvis en partner gennem flere år nægter enhver
form for samtale om forsoning, kan den afviste med forsigtighed søge et andet
ægteskab som alternativet til et livslang tilværelse som enlig. Det må dog
kraftigt frarådes at tillade gengifte af personer, der har begået seksuelt
misbrug af børn, har været voldelig mod konen eller børnene, eller som er
domineret af et misbrugsproblem.
Ordningen for samlivet i Kristus
Vedrørende samlivet giver den Hellige Skrift retningslinier
om, hvilken type af relation, der skal praktiseres mellem mand og kone. I følge
skabelsesberetningen blev kvinden skabt for at give manden fællesskab (1.
Mosebog 2:18). Kvinden blev derfor skabt for at komplementere manden.
Lederskabet for et hus i Herren skal ikke afgøres gennem interne magtkampe.
Mandens lederskab i hjemmet er ved Guds valg. Det skyldes hverken overlegenhed
i intelligens eller fysisk styrke. Det er altså på grund af Guds udvælgelse, og
denne position er aldrig trukket tilbage i Bibelens Hellige Skrifter. Det
bekræftes af apostlen Paulus i utvetydige vendinger:
Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud (1. Korintherbrev 11:3).
For
at præcisere den komplementære rolle mere klart for parterne, tilføjer Paulus
nogle kønsspecifikke forordninger:
I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri (Efeserbrevet 5:22-23 & 25-27).
Mandens
første prioritet er altså at sikre sig, at hans kone vandrer i overensstemmelse
med Kristi Ord og ikke lader sig besnære af noget ondt. Ligesom Jesus bad for
sine disciple er det derfor hans pligt, at bede for, at hun må blive bevaret
fra det onde og helliget ved Ordet (Johannes 17:15-17). Det er farligt at
ignorere den Hellige Skrifts klare anvisning som et kulturelt fænomen uden at
sætte en anden ordning i stedet. Bertil Nordahl udtaler: "Hvordan kan vi
som mænd tage kvinder alvorligt, når de kun er optaget af vores magtudøvelse
men lader som ingenting omkring deres egen." Faktisk har ikke-chauvinistiske
mænd altid levet under en kodeks, der kræver en ordentlig adfærd overfor
kvinder. Men hvad er feministernes kodeks for deres behandling af mænd? Og
hvordan kan lykken ved et intimt ægteskabeligt kærlighedsforhold erfares, hvis
ægteskabet til stadighed er genskab for rasende magtkampe? Hvis altså ikke den
feministiske ånd med dens skjulte agenda efter at tilrane sig magten bliver
vist bort fra det kristne hjem, vil vi fortsat blive vidne til opbrud efter
opbrud af den ene familie efter det anden. Det er allerede, hvad der er sket
med mange gode hjem i Herren.
Men
siden kønsroller nu er et kontroversielt emne, er man nødt til at administrere
den Hellige Skrifts anvisning med forsigtighed, ikke mindst på grund af den
almindelige forvirring omkring kønsrollerne. Apostlen Paulus bekræfter ikke et
mandsdomineret forhold, hvor alt i ægteskabet skal ske efter mandens smag Det er sandelig forventet af manden, at han
skal lede familiefællesskabet, ikke at han skal bruge sin position til at
fremme sine egne interesser. Det er derimod hans ansvar at træffe de nødvendige
beslutninger for familiefællesskabet under hensyntagen til både konens og
børnenes ønsker og behov. Det bør faktisk bemærkes, at Paulus anvisninger
allerede er en anvendelse af Kristi Lære. Hans befaling om, at vi skal elske
hinanden på samme måde, som han har elsket os, gælder også for mand og kone i
Kristus (Johannes 13:34). Konen er ikke ekskluderet fra listen over dem, som
Herren kalder manden til at elske. Derfor er en mand nødt til at kunne
distancere sig ganske meget fra sine følelser.
På
samme måde er manden ikke ekskluderet fra listen over dem, som Herren kalder en
kristen kvinde til at elske. En kvinde er ikke nødvendigvis kaldet til at
underordne sig enhver mand, kun sin egen mand. Men hvis en kvinde lever i
konstant splid med sin mand og fordrejer den Hellige Skrifts klare anvisning om
ordningen for et hus i Herren, er hun komplet uegnet til enhver form for
betroet tjeneste i Kristi Legeme. Og hvis en kvinde eventuelt skulle have nødig
at påtage sig den ledende rolle i sit hjem, kan hun ikke bare styre efter sine
egne følelser uden at tage hensyn til sin mand og eventuelle børns ønsker og
behov. Hvis manden er kaldet til at elske sin kone med en selvopofrende
kærlighed, så gælder det samme for konen. Apostlen Paulus mener bare, at
kvinden er bedst tjent med at give sig selv gennem behørig underordnelse af
manden. Det er ikke gavnligt for en kvinde at adoptere en maskulin position,
som kræver, at der lægges stor afstand til ens følelsesmæssige engagement.
Hvis
der derimod er den rette kærlighed mellem parterne, så afgøres enhver vigtig
sag igennem behørig samtale. En forstandig mand bestemmer ikke hen over hovedet
på sin kone og sine børn. Det kan kun føre til problemer, hvis manden på egen
hånd træffer vidtrækkende beslutninger om tjeneste, job, flytning o.s.v. uden
at rådføre sig med familien og får dens accept. Hvis der skulle være problemer
i forholdet, så må parterne underordne sig den fornødne disciplin til at få
ryddet dem af vejen. En ordentlig form for konfliktløsning består i at behandle
et spørgsmål ad gangen. Hvis den ene part bringer en beklagelse på banen, så må
den færdigbehandles, før den anden bringer sine eventuelle klager på banen. I
tilfælde af et tilspidset forhold kan det blive nødvendigt kun at behandle et
spørgsmål per dag. Og den part, som nægter at disciplinere sig selv til at
behandle et spørgsmål ad gangen må påtage sig ansvaret for et eventuelt
sammenbrud af forholdet.
Man
kunne jo tro, at det var logik for ægtefolk i Herren at de skal tilgive
hinanden. Men sådan fungerer det desværre ikke. Og hvis en ægtefælle ikke lever
med en tilgivende indstilling overfor sin ufuldkomne partner, så vokser vreden
indvendig langsomt til et had eller en bitterhed, som vedkommende til sidst
ikke kan hold ud. Jesus Kristus befaler imidlertid sine disciple at tilgive
hinanden et utal af gange (Matthæus 18:21-22). At tilgive betyder dog ikke at
glemme. Den part, som føler sig såret over et eller andet, skal først lade
følelserne falde til ro efter Apostlen Paulus' anbefaling: "Bliv blot
vrede, men synd ikke." (Efeserbrevet 4:26a). Efter bøn og den fornødne
beslutning om at tilgive må den sårede part snarest belejligt bringe
spørgsmålet op med den anden part under rolige forhold, så eventuelle
misforståelser kan afklares og modparten bringes til forstå, hvad der opleves
som ubehageligt af ægtefællen. Og når noget er bragt på plads og udtrykkelig
tilgivet må det ikke bringes op igen på et senere tidspunkt. Igen anbefaler
Apostlen Paulus: "Lad ikke solen gå ned over jeres vrede"
(Efeserbrevet 4:26b).
Der
findes jo desværre ægteskaber, hvor den ene part fortsætter en uacceptabel
opførsel. Det være sig mand eller kvinde. Nogen har foreslået, at hvis bare
manden elsker sin kone, som han skal, så skal hun nok respektere ham.
Tværtimod, kvinder bombarderes dagligt med feministisk propaganda fra medierne,
og samfundet lærer kvinder at enerådigt følge sine kvindelige objektiver. Nogen
har også forslået, at en kvinde kan ændre på en dominerende mand gennem fuld
underordnelse. Men begge dele er illusoriske. Desværre fungerer et forhold kun
optimalt, når begge parter gør sit, eftersom Kristus har kaldet os til.
Alligevel kan det forventes, at den tilsyneladende stærke part opfylder sin
forpligtelse overfor den anden uden dermed at fjerne forventningerne til den
fejlende part om at gøre sit. For det var begge parter, som forpligtede sig
overfor hinanden, da de blev gift. Som det står skrevet:
Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. Men enhver skal bære sin egen byrde (Galaterbrevet 6:2 & 5).
Samlejet
Seksuel
intimitet er et privat sag mellem en mand og hans kone. Det er kun det nye
vilde vesten, som har gjort sex til en tilskuersport. Samlejet opfylder et dybt
menneskeligt behov, og Skaberen har gjort det nydelsesfuldt, for at det kan
tjene til at opfylde hans ønske om, at jorden skal opfyldes af mennesker. Selv
om det til tider skulle være mindre tilfredsstillende, er det i følge Bibelens
Hellige Skrift en gensidig pligt at opfylde hinandens seksuelle behov (1.
Korintherbrev 7:3-5). Det drejer sig dog ikke bare om den kroppens præstation,
som materialistisk orienterede mennesker har gjort det til. Det bør ikke
glemmes, at den seksuelle forening vedrører hele mennesket. Mange ægtefæller
har erfaret, at der ikke er nogen reel tilfredsstillelse af et intimt fysisk
samvær, når parterne lever følelsesmæssigt adskilte på grund af for mange
konflikter. Sex er en dårlig form for konfliktløsning. En mangel på kærlighed
til partneren reducerer stærkt glæden ved samlivet. Modsat er det snarere de
kærlige følelser overfor den anden der er nøglen til en god seksuel oplevelse.
Ud over den fysiske nærhed spiller udviklingen af et intimt kendskab til
hinanden's tanker, følelser og oplevelser en afgørende rolle i den stærke
oplevelse af den seksuelle forening. Derfor kan et godt seksuelt forhold næppe
kompensere for manglen på sande kærlige følelser mellem partnerne i deres
daglige liv sammen. Det er snarere det gode kærlige forhold til hinanden dagligt,
der forklarer den virkelige glæde ved den fysiske nærhed. Det er derfor heller
ikke godt, hvis man begynder at tage hinandens kroppe for givet. Den fælles
nydelse af samlejet opnås bedst efter først at have tilbragt en god tid sammen
(I følge Masters og Johnson består samlejet af fire faser af respons: Spænding,
plateau, udløsning og resolution. For bedre at forstå mekanikken af den fysiske
forening, se også S. L. Jones. Baker Encyclopedia of
Psychology edited by David G. Benner,
Sammenfatning
Mand
og kvinde er skabt ligeværdige i Guds billede, men hver med sit udtrykkeligt
forskellige køn. Siden kønnene komplementerer hinanden og hver især er
fundamentale for menneskelivet, bør både mænd og kvinder udvikle sunde
holdninger om sit eget køn, men også om det modsatte køn. For at et barn kan
udvikle et godt selvværd, er det nødvendigt med en præcis kønsidentifikation på
et tidligt tidspunkt. For maskulin og feminin adfærd læres allerede fra en
tidlig alder gennem erfaring, ord og rollemodeller. For at udvikle sig optimalt
har et barn behov for både at kunne relatere til en kærlig far og mor.
Den
seksuelle udvikling af kroppen begynder i puberteten. På den tid i livet er uddannelse
om seksualitet og ægteskab et anliggende for både ansvarlige voksne og
teenagere i udvikling. Unge mennesker skulle vare sig for at begive sig ud i
det ny vilde vesten, hvor et ungt menneskes uskyld regnes for ingenting. Det er
meget bedre at have sine øjne rettet mod sin fremtidige partner for livet og
spare sig for ham eller hende. Når et ungt menneske derimod har nået det
stadium af vækst, at det forstår, at kærlighed først of fremmest består af at
give, ikke at tage, åbner muligheden sig for at indgå i et gensidigt
forpligtende parforhold.
Ægteskabet
er indstiftet af Gud, men det er også en menneskelig institution, der bør
administreres med visdom og ansvarlighed. Skønt Gud lejlighedsvis kan bringe
par sammen, er det uvist at spekulere i den eneste ene, som passer på enhver
måde. I stedet bør potentielle par præsenteres ordentligt for hinanden, så det
står klart, hvad de ønsker med deres liv. Arrangerede ægteskaber kan derfor for
mange være en meget bedre løsning end jagten på det andet køn på barer og
diskoteker. Inden en mand og en kvinde indgår i et dybere forhold er det
fornuftig at undersøge, om de to passer sammen følelsesmæssigt og praktisk. Om
de føler sig godt tilpas med hinanden kan kun afgøres gennem, at de mødes og
taler sammen, og ingen bør af nogen grund begive sig ind i et parfold med en,
der ikke passer i ens smag. Siden ægteskabet er for livstid, bør dette forhold
tages i betragtning inden parret forpligter sig overfor hinanden. En eventuel
skilsmisse skulle ikke holdes i baghovedet som løsningen på problemer i
ægteskabet.
Siden,
at ægteskabet i følge Bibelens Hellige Skrifter var indstiftet langt før
Moseloven, har det generel gyldighed blandt alle folk. Et ægteskabs gyldighed
har intet med religionen eller bestemte ceremonier at gøre. Ethvert ægteskab
sker altså i henhold til en gudgiven institution, som skal anerkendes af alle
uafhængigt af parternes kultur og religion. Ægteskabet mellem mand og kvinde er
Guds principielle model for menneskelivets lykke for ethvert folk. Et kristent
ægteskab er altså ikke i henhold til velsignelsen fra et bestemt kirkeligt
ritual. Det bestemmes af, om det er indgået mellem to parter, der begge lever i
troen på Kristus og derfor befinder under forpligtelsen til at følge Herrens
Lære. Den grundlæggende betingelse
for et ægteskab i Kristus er, at parret
udskiller sig selv fra deres forældre og slægtninge for at begynde som en helt
ny enhed. Manden er udpeget af Gud til at lede familien under hensyntagen til
både konen og børnenes behov og ønsker. Men både mand og kone er kaldet til at
elske hinanden med en selvopofrende kærlighed for at opfylde Kristi Lov.
Endelig er den seksuelle forening den store velsignelse af et godt ægteskab.
Men man høster de bedste frugter deraf, hvis der udvikles et stabilt gensidigt
kærlighedsforhold mellem ægtefællerne.