Retur Download

Menneskelivets ubestandighed

af broder Kim

I følge apostlen Paulus skal ingen forvente at kunne gøre noget i permanent konflikt med sandheden. For der er ikke givet os nogen højere vej end sandhedens (2. Korintherbrev 13:8). Traditionel kristen teologi lærer, at menneskets sjæl er udødelig, og at ufrelste mennesker af den årsag skal brænde i Helvede for evigt. Buddha observerede livet og lærte, at mennesket ikke har en permanent sjæl (selv). Hvad er sandhed? Skal vi vælge at tage en dogmatisk synsvinkel og sætte vores lære over erfaringen? Det ville være bedre at overveje tesen om sjælens udødelighed fra både en dogmatisk og erfaringsmæssig synsvinkel. Det er bedre at anskue spørgsmålet fra begge sider. For det kan jo ikke være sundt, hvis religiøs lære og erfaring står i modsætning til hinanden. Hvis opfattelsen af sandhed og virkelighed er i konflikt med hinanden, så må enten den eller den anden justeres.

Hvad Siger Erfaringen?

Lad os begynde med sjælens virkelighed og først spørge, om mennesket i det hele taget har en sjæl? Og hvis det er tilfældet, hvordan kan sjælen så identificeres i os? Er sjælen at forstå som en uendelig lille del af vores væsen? Findes der er sådan permanent del af os, som eventuelt kan genfødes i verden og/eller i himlen? Den oplyste Buddha underviste konsekvent om sjælens ikke-permanente karakter (Anicca) og dermed stillede han spørgsmålstegn ved den hinduistiske lære om personlig reinkarnation. Historisk set afviste Buddha den hinduistiske lære om menneskets individuelle selv (atman) som en permanent substans, hvilken dannede det teoretiske grundlag for menneskets bestræbelser på at gennem yoga identificere sig selv med Gud (Brahman). Atman er ikke Brahman. Buddha er enig med de kristne i, at mennesket ikke er gud.

Lad os derefter lytte til, hvad de moderne psykologer siger om eksistensen af en sjæl i os. Der er ironisk, at videnskaben om sjælen (Græsk: Psyke) overhovedet ikke beskæftiger sig med sjælens eksistens og virkelighed. Der er imidlertid flere måder at anskue sjælen på. Ud over at forstå sjælen som en infinitimal del af mennesket, kan sjælen på græsk vis forstås som menneskets totale indre virkelighed - vilje, sind og følelser. Men den løsning er rationel-teoretisk. Det er derfor umuligt at komme uden om det moderne menneskes praktiske anskuelse af sjælen som identisk med en selv. Det hele bliver straks mere vedkommende, når talen drejer sig om menneskets konkrete selvopfattelse. Heri ligger de fleste af psykologiens problemstillinger. For mennesker er ikke uden videre i stand til at forstå sig selv og sine egne grænser korrekt. Og mennesket lider grangiveligt af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Siddharta Buddha besad overraskende denne korrekte indsigt, idet han afviste menneskets empiriske selvopfattelse som værende et sandt selv. Vores individuelle selvopfattelse er ikke nødvendigvis identisk med vores virkelige selv. For vi har ikke direkte adgang til vores selv, men kan kun relatere til selvet gennem selvforståelsen. Så sjælens mysterium er så sandelig ikke endelig afklaret for enhver.

Hvad Siger de Hellige Skrifter?

Der er ingen tvivl om, at den kristne lære om den udødelig sjæl er utilstrækkelig. Siden vi ikke kan stille noget op imod virkeligheden, er der ikke andet at gøre end at undersøge, om vi i realiteten har med en sand bibelsk lære at gøre. Hvad lærer Biblens Hellige Skrifter om sjælen, og hvad er det bibelske grundlag for læren om den udødelige sjæl? For mig at se er sandheden, at de Hellige Skrifter slet ikke lærer om sjælens udødelighed. For det første indebærer det at være skabt i Guds billede ikke, at alle Guds guddommelige egenskaber, inkl. udødelighed, blev mennesket til del (1. Mosebog 1:27). For det andet er det kun den pånyfødte af Ånden, som loves evigt liv (Johannes 3:5). Man kunne mistænke, at den kristne teologi har været under indflydelse af den græske opfattelse af sjælen. Selvom der ikke kan være tvivl om, at Bibelens Hellige Skrifter utvetydigt lærer om evig dom (Johannes 3:17-18), så synes den dogmatiske teologi om evig straf at forudsætte sjælens udødelighed i sin udlægning af teksterne. Den skræmmende tekst fra Esajas 66:24 omtaler de døde kroppe, den udødelige orm og den uudslukkelige ild. Men sjælen er slet ikke omtalt, og det er svært at forstå teksten på anden måde, end at ormen er den døde krops udsletter og ilden sjælens. Det svarer også til Åbenbaringsbogens omtale af ildsøen som den anden død (20:14). Og Jesus selv sagde, at vi burde frygte Gud, som har magt til at destruere både legeme og sjæl i helvede (Matthæus 10:28). Siden Guds retfærdighed må indebære, at der må være en fornuftig balance mellem overtrædelse og straf, er det kun konkret Djævelen som er sagt havende gjort sig fortjent til evig straf i ildsøen (Åbenbaringen 20:10). Konklusionen er, at ud over fejlfortolkningen af teksterne om evig dom lærer Bibelen intet som helst om menneskesjælens ubetingede udødelighed udenfor livet med Gud, som alene er udødelig (1. Timotheus 6:16).

De Hellige Skrifter lærer på den anden side et væld om menneskets dødelighed. Gud sagde til det første menneske, at hvis de spiste af frugten fra kundskabens træ skulle de så sandelig dø (1. Mosebog 2:17). Kan man da forestille sig, at døden kun vedrører en del af mennesket? Skulle alene kroppen dø, men ikke sjælen? I 1. Mosebog 3:4 fortælles det, at slangen påstod overfor kvinden, at det ingenlunde kostede døden at spise af kundskabens træ. Men kan en kristen lære bygge på, hvad der i Skriften står skrevet om Djævelens ord? Siden der ikke kan være tvivl om kroppens død, virker det snarere som om, at læren om den udødelige sjæl fungerer som fortsættelsen af Djævelens forføreriske løgn. I følge 1. Mosebog 3:22 og 6:3 gentager Gud, at det dødelige menneske ikke skal leve for evigt.

På den baggrund er den manglende velsignelse over udødelighedslæren forståelig. For Djævelens løgne leder altid til forbandelse. I østens religioner er den stadige genfødsel en pine, som det gælder at undslippe. I virkeligheden er der ingen grund til at bekymre sig. I vesten plages de kristne af ideen om de ufrelste sjæles forventede evige tortur i helvedet. For det kunne jo dreje sig om ens egen elskede mand, kone, søn eller datter. Men Gud er ikke uretfærdig, således at han skulle straffe almindelige dødelige mennesker for evigt. Men for den, som forstår, at livet er midlertidigt og ikke ser hen til Gud for liv, for det menneske vil livet snart komme til ende med ælde, sygdom og død. Mennesket er skabt til at leve og dø en gang, og siden møde sin endelige og irreversible dom (Hebræerbrevet 9:27). Vi må med overraskelse konkludere, at Buddha's indsigt om menneskesjælens ubestandighed står betydeligt nærmere sandheden end den græske udødelighedslære. Menneskets sjæl/selv er ikke-evig.