Retur Download

Uvidenhed

af Broder Kim

Før Jesus Kristus fremstod for offentligheden fastede han i ørkenen i 40 dage (Matthæus 4:1-11). Da han til sidst led sult, kom Djævelen (Mara) for at friste ham. I et syn viste han ham alverdens riger og al deres herlighed. Da sagde Djævelen til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Men Jesus svarede ham: "Vig bort, Satan! For det står skrevet, at du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene". Da forlod Djævelen ham for en tid. Alting har sin oprindelse i Kristus og tilhører ham. Så der er ingen grund til at købslå med Guds modstander Satan om den skabning, som han uretmæssigt holder fangen i sit greb, siden den dag han som slangen i Edens have fristede det første menneske til ulydighed mod Guds eneste forbud ikke at spise af træet om kundskaben om godt og ondt (1 Mosebog 3:1-5).

Forskellige verdensbilleder

Det er vigtigt først at slå fast, at der i verden i dag eksisterer mindst 3 forskellige verdensbilleder. Det er forskellige måder at anskue universet og jordens mangfoldige liv på, hver efter sin trosopfattelse.

Evolutionsteorien

Tilhængere af den vestlige verdens ateistiske lære om evolution mener, at verden, dyr og mennesker er et produkt af millioner og millioner af års udvikling gennem naturens udvælgelse. Mennesket har ikke andet at se frem til efter dette liv end døden, så det vil komme til at ske dem, som de tror.

Men jorden er slet ikke så gammel som videnskaben hårdnakket påstår. At jorden virkelig skulle være 5,4 milliarder år gammel strider imod væsentlige videnskabelige fakta. For det første kan det måles, at månen langsomt bevæger sig væk fra jorden. Hvor skulle den have startet, og hvor ville den have været, hvis der var gået så lang tid? Dernæst kan det måles, at jordens rotation om sin egen akse aftager årligt. Hvor hurtigt ville den have spundet rundt, og hvor langsomt ville den spinde i dag, hvis der skulle have gået umindelige tider siden verdens begyndelse? Videnskaben anslår, at de første mennesker levede for omkring 70.000 år siden. Men hvis man tegner en kurve, der anslår befolkningsvæksten inden for de historiske tider, og så regner baglæns, så er det mærkeligt, at man ikke når mere end ca. 6.000 år tilbage i tiden. Videnskaben påstår, at dinosaurerne uddøde for 70 millioner år siden, og at intet menneske nogen sinde har set en dinosaurus. Hvorfor findes så overalt på jorden talrige billeder og historier om frygtelige søuhyrer og drager? Skulle alle disse forekomster bare være et produkt af menneskers individuelle fantasiverden? Kræene kunne jo ikke beskrives i moderne termer, når ordet dinosaurus først blev brugt i 1800-tallet. Selv i vor tid findes der mennesker fra alle dele af verden, der fortæller, at de har set dinosaurer (Dr. Kent Hovind, DVD seminarer om jordens alder og Biblen og dinosaurerne, Pensacola, Florida: Creation Science Evangelism 2002). Hvis du er blevet hjernevasket med evolutionsteorien i skolen, anbefaler jeg dig, at linke fra menuen til en hjemmeside ved navn "Creation science evangelism", som i mange detaljer behandler bevismaterialet for henholdsvis evolution og skabelse.

Samsara

Hvad er så det tredje verdensbillede, Samsara? Tilhængere af dette verdensbillede, d.v.s. troende hinduer og buddhister, mener, at alle eksistenser, d.v.s. dyr, mennesker, dæmoner og guder etc., alle er af samme grundsubstans, således, at denne substans uden ende kan genfødes i stadig nye eksistenser efter loven om god og dårlig karma.

Hvem har skabt samsara? Det er der ikke nogen, der rigtigt kan svare på. Men det er i hvert fald ikke Gud. For alt hvad Gud har skabt er godt. Det er ikke ham, der kan tilskrives årsagen til lidelser i det uendelige. Der er jo heller ingen vesterlændinge med det ateistiske eller det Bibelske verdensbillede, der tror på samsara. Når nidkære buddhister derfor forsøger at sprede deres lære om lidelsens årsag og ophør i vesten, så er de nødt til først at overbevise folk om samsara’s påståede realitet. Du skal ikke bare lide i dette liv, men du kan komme ud for at skulle genfødes til at lide i talløse fremtidige eksistenser. For eksistensernes kredsløb består igennem fødsel og forfald, skuffelse, klage, lidelse, fortvivlelse, sorg, og alderdom, sygdom og død (Paul Carus compiler, The Teachings of Buddha revised and abridged edition, London: Random House 1915, 50-51). Det er dårlige nyheder.

Skabelse

Den gode nyhed er derimod, at du kun skal leve og dø engang og så genfødes for at stå til regnskab for dit liv fremfor Gud din Skaber. Og hvis det sker gennem at kende livets giver, nemlig Kristus Jesus, så betyder det lidelsens endelige ophør i følge Guds løfte. "Han skal selv komme og bo blandt menneskene …. og tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere" (Johannes åbenbaring 21:3-4). Det bliver samtidig frelsen for hele Guds lidende skabning (Romerbrevet 8:18-23). "Løven skal æde strå som oksen, og spædbarnet lege ved slangens hule. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på Herrens hellige bjerg; for landet skal være fyldt med Herrens kundskab" (Esajas 11:7-9). Men Djævelen, der forfører mennesker til ondt og skaber megen meningsløs lidelse, skal efter fortjeneste kastes i Ildsøen og pines for evigt der (Johannes Åbenbaring 20:10).

Skabelsesberetningen i Bibelens Hellige Skrifters begyndelse lærer os imidlertid, at Gud er altings Skaber. Først skabte Gud lyset, universet og jorden (1. Mosebog 1:1-5). Dernæst gjorde Gud jorden frodig med planter og frugttræer til føde (1. Mosebog 1:6-13), og satte tegn på himlen for at fastsætte tider og festivaler (1. Mosebog 1:14-19). Så skabte Gud havenes fisk og landjordens dyr, hver efter sin art (1. Mosebog 1:20-25). Til sidst skabte Gud mennesket som mand og kvinde som helt unik i sit eget billede (1. Mosebog 1:26-27). Og Gud befalede mennesket at formere sig og sprede sig ud over hele verden og kultivere den gennem at danne stadig nye kulturer som et produkt af menneskets indbyggede kreativitet, dog inden for en vis ramme vedrørende føde og hvile (1. Mosebog 1:28-30 & 2:2-3). Det er derfor, at sande kristne tror på en ansvarlig forvaltning af jordens miljø, og respekt for dens rige dyre- og planteliv. For det er Guds gode skabning, som mennesket er sat til at forvalte som hans repræsentant på jord. Efter skabelsen inspicerede Gud alt, hvad han havde skabt, og så at det vare såre godt (1. Mosebog 1:31).

Du kan fra denne hjemmeside fra menuen downloade et særligt åndeligt kort til en meditation, der forklarer skabningens enkelte elementer og sfærer. Udskriv det åndelige kort på papir med Acrobat Reader og gå sådan gå frem: Sæt en time af til stilhed og kom frem for Skaberen i Jesu Navn og læs stille og eftertænksomt igennem teksterne fra 1. Mosebog. Lær at ære Gud vor Skaber!

Det skal indrømmes, at udformningen af det åndelige kort er inspiret af et tibetansk buddhistisk åndeligt kort over samsara, genfødslernes kredsløb, men forklaringen er naturligvis en helt anden. Først og fremmest er Gud udenfor og ikke en del af sin egen skabning. Der er ingen sammenblanding af forskellige levende væsener som ånder, mennesker og dyr. De er blevet skabt som de er, og de bliver ikke til noget andet i en ny eksistens. Dyr eksisterer hver efter sin art. Og ligesom Buddha forstod, så er mennesket skabelsens unikke krone; for kun mennesket er skabt i Guds billede. Dog havde Buddha ikke kundskaben om at ære Skaberen. Derfor skal du lægge mærke til nøgleordet, der fortæller, at fra begyndelsen af var alting Gud skabte godt. Helliget være Herrens navn! Det er først efter, at det skabte menneske forbrød sig imod Guds eneste regel, at dødsriget blev en realitet. Efter først at have lyttet til den onde kom mennesket til at leve i stadig kamp om magten i sit eget liv og på jord mod slangen og dens afkom, d.v.s. de onde ånder. Du skal bemærke, at den omklamrende Mara (Slangen eller Djævelen) er skiftet ud med en flagermus, som symboliserer mørke eller blindhed. Flagermusen ser ikke, men udsender signaler, der reflekterer, når de rammer noget. Djævelen er ikke som Gud alvidende, men han må basere sig på intimidering og provokation for at få indblik i menneskers indre. Djævelen er en skabning og på ingen måde Guds ligemand. Guds kamp mod den onde handler derfor ikke om rå styrke, men om at vinde mennesker over fra mørke til lys. Menneskets fjende fremstilles figurativt med Batman symbolet, hvilket samtidig indikerer menneskers drømmerier om syntetiske frelsere, d.v.s. afguder. Endelig skal du bemærke, at Himlen, d.v.s. Guds bolig, og Ildsøen ikke fremgår af dette åndelige kort, der viser begyndelsen og ikke slutningen af Guds værk.

Mara

Hvor kommer så det onde ind i billedet? Djævelen (Mara) dukker først op i Edens have i form af en slange, som lokker den første kvinde med en løgn, der modsiger Guds Ord (1. Mosebog 3:1-5). Bibelens Hellige Skrifter underviser ikke fra først af, hvor slangen kom fra. Men som en af gudesønnerne havde Djævelen endog adgang til Guds råd i Himlen for en tid (Job 1:6-7). Profeten Esajas forklarer senere Djævelen som en falden engel, der havde sat sig op imod Gud på grund begæret efter selv at æres og tilbedes som gud (Esajas 14:12-14). Det er i hvert fald klart, at Djævelen ikke er Guds ligeværdige modstander, således at kampen mellem de to skulle kunne falde ud til den enes eller den andens fordel. Djævelen er kun en falden skabning og Gud langt underlegen. Det er noget andet, når det gælder mennesket. Efter det første menneskes ulydighed, sagde Gud, at det skulle leve i forsvarsposition, i en stadig kamp imod slangen i Edens haves afkom, d.v.s. onde forføreriske åndemagter (1. Mosebog 3:15a). Guds kamp med mennesket mod Djævelen drejer sig derfor ikke om rå og brutal magt, men kampen er om menneskets sind og loyalitet. Og Gud har fra begyndelsen lovet, at den løgneriske slanges hoved skulle knuses af kvindes afkom (i ental), d.v.s. Jesus Kristus (1. Mosebog 1:15b). Det skete, da han på korset døde for at udstille alle onde magters falske status i verden (Kolossenserbrevet 2:15).

Dødsriget

Vi skal herefter endelig se på begyndelsen til skabningens andet store onde, d.v.s. dødsriget. Ligesom den onde ikke var der fra begyndelsen, da alt var såre godt efter Guds skabelse, så var dødsriget der ikke heller (1. Mosebog 1:31). Men Djævelen optræder pludselig med løgnens forføreriske magt overfor kvinden i Edens have og lokker hende til at overtræde Guds eneste forbud. Gud havde sagt, at der ikke måtte spises af et træ i haven, nemlig træet til kundskab om godt og ondt. Konsekvensen af ulydighed ville betyde bortvisning fra adgangen til livets træ, og døden (1. Mosebog 2:15-17, 3:6 & 22-24). Nu kan det være, at nogen synes, at Bibelens begyndelse med mennesket i Edens have er en lille smule naiv, men det varer ikke længe før dødens brutale realitet gør sit indtog i menneskets verden. 1. Mosebog kapitel 5 fortæller om vore første forfædres efterkommere i flere generationer, at de alle levede indtil en gammel alder for så at dø. Dødens realitet er universel.

Siden døden nu betyder adskillelse fra de levendes land, så har Gud også påbudt mennesket strengt ikke at søge kontakt med de døde (3. Mosebog 19:31 & 20:6 & 27). For det kan ikke lade sig gøre. Der er ikke noget godt at hente fra de døde undtagen den arv, de har efterladt sig i form af minder, jordisk gods og skrifter mv. Ingen jordisk magt kan heller trøste de døde. Stol på, at Gud selv trøster enhver, der fortjener det. Alt dette underviste Jesus om i sin fortælling om den rige mand og den fattige Lazarus i dødsriget (Græsk: Hades). Lazarus fik trøst, mens den rige mand var i pine (Lukas 16:19-31). På samme måde bør ingen søge kontakt med døde helgener i Kristus. For de står ikke til rådighed. Apostlen Paulus underviser med klare ord om, at de døde i Kristus, inklusiv Peter, Paulus og Maria, hviler i dødsriget indtil Kristi genkomst i magt og herlighed (1. Thessalonikerbrev 4:13-17).

Nu havde slangen lokket med løftet om, at mennesket ingenlunde skulle dø, men at det skulle blive som Gud, hvis det spiste af den forbudne frugt (1. Mosebog 3:5). Siden kroppen som sagt dør, var der ikke andet tilbage end håbet om sjælens udødelighed. Denne lære finder vi langt senere hos de gamle grækere Platon og Aristoteles. Og du skal være opmærksom, at selv mange vestlige kristne hårdnakket holder fast på denne doktrin, skønt den ikke har nogen grund i Bibelens lære om mennesket. Det medfører, at de tror, at Gud vil lade ufrelste mennesker pines i Helvede for evigt. Men at lade mennesker torteres for evigt for jordiske synder kan umuligt være i overensstemmelse med Guds inderligt kærlige natur. Det kunne endog dreje sig om min egen elskede far, mor, mand, hustru, søn eller datter.

Dog, ligesom vi kan regne med Guds løfte om frelse i Jesus Kristus, så kan vi også regne med hans advarsel om vores endeligt i døden. Ubestandigheden, d.v.s. døden, er en realitet, der gælder hele mennesket. Derfor er også genfødselslæren, der forudsætter en eller anden udødelig substans (ånden, sjælen, selvet, bevidstheden o.s.v.), som kan overleve, blot en illusorisk opfindelse af dødelige menneskers egne tanker og ideer. Hvis noget er rigtigt at gøre, så bør det gøres i dag og ikke bekvemt udskydes til et andet liv. Troen på Samsara bliver ofte til en dårlig undskyld for at fortsætte med forretning som sædvanligt i håbet om at kunne søge de sande åndelige dyder i en anden eksistens. Og ingen, der lider nød og ulykke, skal gå rundt tynget af en falsk skyld tilskrevet onde gerninger i en tidligere eksistens. Samtidig er der heller ingen, der skal gå og vigte sig over deres fødselsret, lykke og rigdom, som om de fortjente den på grund af prisværdige gerninger i tidligere liv. Men uden at blive sammenføjet påny med livets kilde i Kristus ved tro, er mennesket endeligt den anden død i Ildsøen som forklaret af apostlen Johannes (Åbenbaringen 20:14-15). Der findes ikke nogen alternativ eksistens ved siden af Gud og hans skabning.

Fremmedgørelse fra Skaberen

Jesus Kristus stadfæstede de 10 Bud fra profeten Moses, som vi finder dem i det gamle Testamente (2. Mosebog 20:1-17). Han sammenfattede Moses og profeternes lære omkring budene og underviste, at vi skal elske Herren vor Gud af hele vort hjerte, af hele hvor sjæl og hele vort sind, og hvor næste som os selv (Matthæus 22:34-40). Det første af de 10 Bud lærer os, at vi ikke må tilbede andre end Gud vor skaber. Det andet bud forbyder os at gøre noget gudebillede af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller under jorden, og tilbede det og dyrke det. At gøre noget sådant indebærer stadig voksende fremmedgørelse fra den sande Gud. Det er stadig en vigtig sag på Herrens Vej. På historiens første kirkemøde pålagde Jesu apostle heller ikke de nye ikke-jødiske kristne større lovkrav, andet end at de skulle afholde sig fra besmittelse fra afguder, seksuel utugt og at spise blod (Apostlenes gerninger 15:19-20).

Apostlen Paulus bragte beslutningen om at tage afstand fra afguderne ud i praksis, da han proklamerede de gode nyheder om Jesus Kristus i Athen. Han kaldte grækernes omfattende afgudsdyrkelse for uvidenhed. Han sagde, at Gud længe havde båret over med dem i deres uvidenhed, men at mennesker overalt nu skulle omvende sig fra afgudsdyrkelsen og søge Gud vor Skaber gennem hans eneste Søn Jesus Kristus (Apostlenes gerninger 17:29-30). Senere underviste apostlen Paulus de kristne i Rom med flere argumenter (Romerbrevet 1:18-25). Mennesker har egentlig ikke nogen undskyldning for at udskære billeder og falde ned for dem og tilbede dem. For de har altid haft muligheden for at kende til Skaberen gennem at se på hans skabning. Det er faktisk tåbeligt at takke stumme afguder for forsyninger, når det er Gud, der altid forsyner alle mennesker med godt, både retfærdige og uretfærdige. (Matthæus 5:45).Paulus konkluderer, at afgudsdyrkelsens væsen i korthed kan beskrives som dyrkelsen af skabningen i stedet for Skaberen.

Afgudsdyrkelsens eskalering

Det gamle Testamente beretter om det udvalgte folk Israels historie, og hvordan folkets fred og velstand til stadighed afhang af dets rette forhold til deres Gud. Det gik frem for folket, når de holdt sig til deres Gud, og katastrofalt tilbage når de lod sig forføre af afguder (guldkalven, Baal o.s.v.). Guds bud begyndte med det enkle billedforbud, men siden har afgudsdyrkelsen eskaleret til uhyrlige dimensioner i vor tid. Buddhas opfordring til sine disciple om ikke at regne med guderne til nogen hjælp, når det gælder helliggørelse, holder heller ikke mere. Det er faktisk ligegyldigt, om afguden kaldes Hanuman eller Buddha. Nogle kunne fristes til tro, at det er et særligt asiatisk fænomen, men den moderne afgudsdyrkelses problem er universelt. Og afgudsdyrkelsens praksis leder altid til fremmedgørelse fra den sande Gud i Himlen.

Afgudsdyrkelsen drejer sig derfor ikke blot om de figurer og billeder dygtige kunstnere med snilde kan skabe med sine hænder. Det drejer sig lige så meget om de mentale billeder, mennesker kan skabe i sindets indre. De kan tage sig vidunderligt smukke ud, men de bliver aldrig til andet end illusioner. De er uden magt til at tilføje noget andet til en end en vis mental tilstand. De er så sandelig helt uden magt til at frelse nogen fra livets ubestandighed.

En anden form for afgudsdyrkelse er Panteismen, d.v.s. dyrkelse af hele skabningen som gud. Alt kan være gud, hvad enten det drejer sig om sten, træer, aber, elefanter eller mennesker. Men Gud hvor Skabers sjæl bor ikke i universet. I følge apostlen Paulus består afgudsdyrkelsen som forklaret ovenfor netop i, at man dyrker skabningen i stedet for Skaberen.

En tredje form for afgudsdyrkelse består i dyrkelsen af sine døde forfædre, der ved døden tilsyneladende bliver til gud eller buddha, uanset hvor vanhelligt de ellers måtte have levet deres jordiske liv. Vel er det rigtigt at ære sine forældre. Det er et af Guds 10 Bud (2. Mosebog 20:12). Men det består ikke i at bøje sig ned for dem i tilbedelse ved deres begravelse. Det betyder, at børn har en forpligtelse til at sørge for sine forældre, når de bliver gamle.

En fjerde form for afgudsdyrkelse består i at se hen til historiefortællingens og filmens syntetiske afguder. I det åndelig kort over Guds skabning er den onde Mara netop fremstillet som flagermussymbolet fra Batman, der fremstår som bekæmperen af det onde. Han er en af vor tids typiske syntetiske, frelsere. Menneskets håb om virkelig frelse er blevet fuldstændig glemt. Det, som mennesker kan lide ved disse historier, er den underholdning, de kan give. De er uden menneskelig forpligtelse af nogen art.

Det bringer os frem til verdenshistoriens værste form for afgudsdyrkelse. Det er dyrkelsen af dødelige mennesker som gud. Verdslige mennesker lever for sig selv og for den opmærksomhed de kan få hos andre. Popmusikere, skuespillere og sportsstjerner dyrkes af unge mennesker som idoler. Sandheden er, at de som oftest med deres materialistiske livsførelse og utugtige levned er fuldstændigt uværdige til en sådan status blandt mennesker. Men endnu værre er det, når guruer og andre lader andre dyrke sig, som om de var gud. Det er selvfølgelig helt uhørt at dyrke Mara.

Dæmoners lærdomme

Endelig forbyder Jesus Kristus, ligesom Buddha også gjorde, sine efterfølgere at søge sin sikkerhed og sundhed, sin identitet eller fremtidsvision gennem okkulte genstande, rådgivere eller videnskaber såsom talisman, heksekraft, healing, astrologi, spådomskunst eller kontakt med de døde. Det er dæmoners lærdomme, gennem hvilke mennesker bliver åndeligt urene (3. Mosebog 19:31). Følgelig må en efterfølger af Jesus Kristus naturligvis heller ikke fortsætte med at tilbyde sådanne okkulte tjenester.